Det 19-årige midtbanetalent Ferdinand Bangsgaard fra Nordvest FC var i foråret til prøvetræning i Superliga-klubben FC Nordsjælland. Et lærerigt ophold for den unge midtbanemand.
Nordvest FC-spilleren Ferdinand Bangsgaard har i denne sæson markeret sig som en ny profil i 2. Division Øst. Efter et stærkt efterår, fik den 19-årige Bangsgaard folk til at åbne øjnene op for ham. Han er kendt som en midtbanespiller med mål i støvlerne, men egentlig har han aldrig været noget stort indlysende talent.
– Jeg har aldrig selv været det store lysende talent og aldrig været på nogle udvalgte hold. Som U17-spiller spillede jeg eksempelvis på 2. holdet. Jeg fik så en træner, der fik pumpet noget selvtillid i mig, og derfra kom jeg så senere på U19-holdet. Min træner fra U17-holdet blev så træner for U19-holdet, og han gav mig chancen, og der udviklede jeg mig rigtig meget, fortæller Ferdinand Bangsgaard til dbold.dk.
– Jeg begyndte at lave mange mål og der blev lagt mærke til mig. Så blev jeg hevet op i seniortruppen og fik debut som 17-årig mod Avarta i 2. Division. Jeg giver derfor klubben stor kredit for at have fået mig op på mit nuværende niveau, fortæller han.
Nordvest FC var for to år siden meget tæt på at snuppe en billet til 1. division, men den glippede. Siden hen har Holbæk-klubben rutsjet nedad i tabellen de efterfølgende år, og har mistet stort set hele fundamentet fra dengang man vandt 2. Division Øst for to år siden. Det betyder, at klubben er begyndt at satse mere på de unge spillere som f.eks. Ferdinand Bangsgaard, som er en af klubbens egne produkter.
Trods sin markering i 2. Division føler midtbanetalentet ikke, at han har slået endeligt igennem endnu.
– Jeg har spillet mig fast på holdet og synes selv, at jeg har cementeret mit navn i 2. division. Men jeg synes ikke, at jeg har slået helt igennem endnu, da jeg gerne vil prøve mig selv af på et højere niveau. Jeg spillede et rigtig fint efterår, hvor der blev lagt mærke til mig. Vi ville gerne have ligget lidt højere i tabellen end vi gør nu, men ellers er det et godkendt år, siger Bangsgaard og antyder til Nordvest FC’s øjeblikkelige 9. plads i 2. Division Øst.
Efter det fine efterår i Holbæk-klubben blev Bangsgaard i marts inviteret til prøvetræning hos de daværende danske mestre FC Nordsjælland. Et lærerigt ophold for den 19-årige spiller.
– Jeg syntes det gik okay. Jeg fik meget god respons for min arbejdsindsats, men jeg må indrømme, at det gik meget stærkere end jeg ellers er vant til. Det var meget lærerigt, og jeg fik et rigtig godt indblik og indsigt i, hvad det kræver og indebærer at blive professionel, siger han.
Fremtiden er endnu lidt uvis for Nordvest-spilleren, der en dag drømmer om at blive Superliga-spiller.
– Jeg har et år tilbage af min kontrakt, så jeg spiller indtil videre i Nordvest FC indtil næste sommer. Vi går benhårdt efter at rykke op i næste sæson, hvilket jeg synes vil være meget interessant, da jeg gerne vil spille på højere niveau end 2. Division. Derfor ville det være optimalt at spille på det niveau i min hjerteklub.
– Jeg tror personligt ikke at 1. Division pt. er urealistisk. Men jeg sigter da så højt som muligt, og håber da på, en dag at være god nok til at spille Superliga, slutter Ferdinand Bangsgaard overfor dbold.dk.