FC Nordsjælland har købt U21-landsholdsspilleren Oliver Thychosen i Vejle BK.
Den talentfulde offensivspiller Oliver Thychosen skifter med øjeblikkelig virkning Vejle BK og 1. division ud med FC Nordsjælland og Superligaen. U21-landsholdsspilleren har skrevet under på en fireårig kontrakt med de danske vicemestre fra Farum.
– Vi er rigtig glade for, at det igen er lykkedes at tiltrække en lovende ung spiller, som er med omkring det danske U/21-landshold. Vi har fulgt Oliver igennem flere år og glæder os over, at det endelig er lykkedes at få hans underskrift, så han nu har commitet sig til vores projekt og ambitiøse fremtidplaner. Samtidigt skal der lyde en stor tak til Vejle Boldklub for en god og konstruktiv dialog, som ikke har været nem for dem, da det både var en ægte Vejle-dreng, de skulle sige farvel til, samtidigt med der var flere bejlere til Olivers underskrift, siger sportsdirektør Jan Laursen til klubbens hjemmeside, og suppleres af cheftræner Kasper Hjulmand:
– Vi glæder os til at få Oliver med i vores træninger og arbejde ham ind i truppen. Han er en yderst spændende, ung offensiv spiller, som passer godt ind i vores opfattelse af spillet. Godt blik for spillet, fleksibel, hurtig og med god anvendt teknik. Han kommer ind i en stærk trup, og vi har god tid til at udvikle på Oliver, og springet fra 1. division til toppen af superligaen kræver tilvænning. Potentialet er der, og nu glæder vi os bare til at komme igang med at arbejde, siger Hjulmand.
Den 20-årige offensivspiller glæder sig til at blive en del af et større setup.
– Jeg glæder mig over skiftet og det bliver spændende at blive en del af det setup som FC Nordsjælland har. Jeg har kun hørt godt om den måde de træner på, hvor der er stor fokus på at udvikle den enkelte spillers kvaliteter, med mange trænere i dagligdagen.
– Jeg synes at spillestilen er interessant og noget som jeg ser frem til at blive en del af. Det gode træningsmiljø og udviklingsmuligheder gjorde det nemmere at vælge FCN til blandt de andre alternativer. Det bliver bare dejligt at komme i gang på banen og vise mine kvaliteter, siger Oliver Thychosen.
Oliver Thychosen har spillet 17 U-landskampe for Danmark.