Det har givet godt i pengepungen hos Braithwaites barndomsklub.
Esbjerg-komet Martin Braithwaite blev forleden solgt til den franske klub Toulouse, og det er ikke kun i Esbjerg fB, at salget af superliga-profilen har haft betydning for den økonomiske situation. Også i landsholdsspillerens barndomsklub Sædding/Guldager IF er man stolte af Braithwaite, lyder det fra klubbens formand Hanne Rosenbæk: ”Som det ser ud lige nu kan SGI Fodbold være så heldig at få solidaritetspenge for to år, som kan rende op i godt 100.000 kr., men intet er klart, og handlen skal først have de sidste underskrifter”.
Det er dog ikke kun rent økonomisk at Martin Braithwaite har haft – og stadig har – stor betydning for den lille klub i den vestlige del af Esbjerg. I Sædding/Guldagers ny plan om projektering af et nyt kunstgræsbaneanlæg, har Martin Braithwaite nemlig været ambassadør, og dét med en naturlig stil samt med begge ben solidt plantet på jorden, hvorefter klubformanden fortsætter: ” – Martin er vores guldfugl, og ligesom vi på alle måder har hjulpet ham med at få en karriere, så har han været god til fortsat at støtte os i klubben efter skiftet til EfB. Så jo, vi er meget stolte over at have været med til at bidrage til det her store gennembrud for ham”
Braithwaite tiltræder i den franske klub Toulouse på en 4-årig aftale, øjeblikkeligt. Spilleren nåede at optræde 101 gange i Efb-trøjen.