Andreas Cornelius har i den grad gjort kometkarriere og angriberen peger på sine forældre som en af grundene til at han snart står overfor sin debut i Premier League.
Da Andreas Cornelius og resten af FC København åbnede sidste sæson, var det de færreste der havde spået den unge angriber som sæsonens topscorer. Men som bekendt overraskede Cornelius hele fodbold-Danmark, da han endte som Superliga-topscorer, og fik sin debut for det danske A-landshold. Og en af nøglefaktorene til Cornelius´ kometkarriere er ifølge ham selv hans forældre.
– Mine forældre hjalp mig til at finde motivation i, at det er sjovt at spille i sig selv, også selv om andre er bedre. Mine forældre har heller ikke bare sagt ”Du var fantastisk i dag.” De kunne godt finde på at sige: ”Det var ikke din bedste kamp, måske skulle du have været gået i seng kl. 10 i stedet for kl. 2.” Så jeg er blevet pacet, men på en god måde, siger Andreas Cornelius i et interview med magasinet Euroman.
Nu lever Cornelius det liv som mange unge drømmer om, men vejen til det professionelle liv er ikke helt nem.
– Man kan ikke sige om en lille dreng, at ”han bliver professionel”. Der er så mange ting, der spiller ind. Jeg havde drømmen om at blive professionel, men jeg anede ikke, hvad det krævede. Jeg kunne se, at jeg var god og bedre end de fleste, men havde jeg ikke mødt folk, der havde lært mig, hvad det kræver, var jeg aldrig blevet til noget, siger Cornelius.
Andreas Cornelius og hans hold, Cardiff, møder i Premier League´s første runde, West Ham United. Dermed kan Cornelius altså få sin debut i verdens største fodboldliga.