Kenneth Zohore – Foto: youtube.com
Hjemvendte Kenneth Zohore fik i går sin debut for Brøndby IF, men selvom det blev til en scoring er den endelige følelse blandet.
Den tidligere FC København-spiller Kenneth Zohore er blevet hentet fra italienske Fiorentina til danske Brøndby på en lejeaftale der gælder frem til næste sommer. I går skulle BIF op imod FC Midtjylland og her var klubbens førsteangriber, Simon Makienok, ude med en skade. Det betød debut til Zohore, som var med fra start i Herning. Den bomstærke angriber fik også en glædelig start på kampen, da han scorede til 1-0 efter 22 minutter. Dog endte kampen hele 5-2 til hjemmeholdet fra Midtjylland og følelsen efter var ikke helt god, fortæller Zohore til Brøndby IF’s officielle hjemmeside:
“Rent personligt er jeg da glad for at få debut og så at score i min første kamp. Det giver noget selvtillid. Men når vi taber så klart, som vi gør i dag, så kan jeg ikke bruge mit mål til så meget. Det er ærgerligt, at vi ikke kan rejse os, efter at vi kommer bagud før pausen. Vi laver alt for mange fejl i dag, og det skal have vi have rettet op på til næste kamp. Der er ikke så meget andet at gøre end at gå til den på træningsbanen for at blive bedre,” sagde angriberen til brondby.com.
Brøndby ligger nummer 11 i Superligaen efter fem kampe.