Unge FCK’ere fik uafgjort mod Juventus

FCK’s løveunger fik i dag en fin start på UEFA Youth Leaugue, da man fik 2-2 mod Juventus.

FCK spillede i dag deres første kamp nogensinde i UEFA Youth Leaugue, der figurerer som Champions Leaugue for U19-hold. Her bød Københavnerne Juventus op til dans på Østerbro Stadion.

Kampen startede suverænt for de unge FCK’ere, der bragte sig i front allerede efter 11 minutter, hvor et indlæg fra Tobias Christensen fik Vlad Nicolae Marin fra Juventus til at sende bolden i eget mål.

Derfra begyndte en dominans fra italienerne, der havde flere farlige forsøg inden Pol Garcia sendte et frispark direkte i kassen. 1-1.

Også i anden halvleg var italienerne i teten. Det udnyttede de til at bringe sig i front efter en times spil, da norske Vajebah Sakor fik sendt bolden i netmaskerne.

Derfra lignede det en italiensk sejr, men den skulle de komme til at kæmpe hårdt for. Juventus fik nemlig smidt en mand i bad med et kvarter igen, og det fik pludselig løveungerne til at tro på tingene.

Efter et solidt pres mod Juve-målet fremtvang Jonas Felfel et FCK-straffespark i den dybe overtid af kampen. Den prestigefyldte opgave at sparke, fik anfører Mikkel Wohlgemuth, der også nettede. Dermed fik FCK en fin start på UEFA Youth Leaugue, hvor man i næste runde, 2. oktober, møder Real Madrid på udebane.

Det sidste hold i FCK’s pulje er Galatasaray fra Tyrkiet.

In this article