Lucas Andersen er brandvarm i Ajax for tiden, hvor han i de sidste par kampe har tilkæmpet sig en plads i startopstillingen for den hollandske topklub
Lucas Andersen skiftede sidste sommer til Ajax og efter en række kampe på klubbens reservehold, har han de sidste kampe startet inde for førsteholdet. John Steen Olsen, som anbefalede den unge dansker til Ajax, har tidligere fundet talentfulde spillere som Jesper Grønkjær, Zlatan Ibrahimovic, Christian Eriksen og den nuværende Ajax-spiller Viktor Fischer. Han mener selv, at Lucas Andersen minder meget om Jesper Grønkjær i sit spil, og han tror at den 19-årige dansker kan nå samme højder som sin landsmand.
– Han har meget af det samme drive og de der driblinger, som Grønkjær også havde. De er meget begejstret for Lucas i Ajax. De synes, at han har levet op til forventningerne og mere endnu, siger John Steen Olsen til bt.dk og fortsætter:
– Jeg ser det samme potentiale i ham, som jeg så i Grønkjær. Han er en fantastisk spiller, men han er også en god dreng. Hele pakken er der til at få stor succes.
Den erfarne scout er også stolt over, at endnu et af hans mange fund har succes i Ajax.
– Det er dejligt. Det gør mig glad, fordi de er nogle gode drenge og dygtige fodboldspillere. De klager i hvert fald ikke i Ajax.
Lucas Andersen ligger sammen med Ajax på en delt førsteplads i Æresdivisionen efter elleve runder.