Cornelius: Må bevise noget for startplads

Cornelius 1

Andreas Cornelius er godt klar over, at han må bevise noget, hvis han skal gøre sig forhåbninger om en startplads.

Andreas Cornelius fik bestemt ikke nogen drømmestart på sit Cardiff-eventyr, da han i en af sæsonens første kampe pådrog sig en skade, der holdte ham ude i længere tid en forventet. Først i sidste weekend, gjorde Cornelius comeback, da han blev indskiftet i slutminutterne i Cardiff’s 2-2’er mod Manchester United.

Nu skal den 20-årige angriber igen til at arbejde sig op i angrebshierarkiet.

– Nu har jeg efterhånden trænet med holdet et par uger. Det går godt, og jeg brænder for at vise, hvad jeg kan. Men jeg er godt klar over, at jeg skal bevise noget, før jeg får lov at spille fra start, siger Cornelius til Ekstra Bladet.

– Jeg kan ikke forvente at spille fra start, når jeg lige er kommet tilbage fra et skadesforløb. Men det er udelukkende mine præstationer, der skal få manageren til at se min vej. Jeg er tålmodig og håber, at den nok skal komme.

Cardiff møder i eftermiddag topholdet Arsenal på hjemmebane.

– Vi er meget stærke på hjemmebane, hvor vi har vores publikum i ryggen. Vi har besejret Manchester City og Swansea samt spillet uafgjort mod Manchester United. Derfor skal Arsenal forvente, at de får kamp til stregen.

Inden opgøret ligger Cornelius og Cardiff på en 15. plads i Premier League.

In this article