FCK’s dygtige U19-mandskab spillede for anden gang på to uger mod Galatasaray i UEFA Youth League. Denne gang endte det med et remis.
FCK’s U19-hold er blandt deltagerne i UEFA’s nye tiltag UEFA Youth League i denne sæson. Turneringen, der også er kendt som ‘Ungdommens Champions League’.
Tirsdag eftermiddag havde de unge løver besøg fra Tyrkiet, hvor Galatasaray aflagde besøg. De to hold mødtes også for to uger siden i Istanbul. Ved den lejlighed løb FCK’erne med en 1-0 sejr.
Tyrkerne kom bedst fra start rent målscoringsmæssigt, da Altuğ Taş efter 18 minutter bragte gæsterne foran med 1-0.
De unge Galatasaray-spillere kunne dog ikke holde fast i føringen ret længe, da Kristján Finnbogasson bragte balance i regnskabet små 12 minutter senere.
1-1 var stillingen ved pausen selvom tyrkerne ellers pressede på for en føring inden halvlegen. Trods det lille tyrkiske overtag headede forsvarspilleren Mads Nordam FCK på sejrskurs efter cirka en times spil.
Galatasaray hev dog desværre det ene point med hjem til Istanbul, da İbrahim Coşkun med et kvarter igen udlignede til slutresultatet 2-2.
FCK’erne pressede lidt på til sidst, men måtte tage til takke med det ene point, hvilket gør, at de bliver siddende på andenpladsen i gruppen, der udover FCK og Gala også tæller Real Madrid og Juventus.