Yussuf P. trives i Leipzig

Foto: RB Leipzig
Foto: RB Leipzig

Yussuf Poulsen er glad for sin start i tyske RB Leipzig, men mener, at han selv skal være mere målfarlig.

Yussuf Poulsen har nydt stor succes i RB Leipzig, der hentede danskeren i sommerens transfervindue. Offensiv-spilleren skiftede til den tyske klub fra Lyngby, og føler, at hans første tid som udlandsprofessionel har været positiv.

– Det går bedre og bedre hele tiden. Jeg er faldet rigtig godt til, og begynder nu at finde mine medspillere lidt bedre, så de sidste par kampe har været rigtig gode, siger Yussuf Poulsen til bold.dk.

– Jeg er rigtig glad for det skridt, jeg har taget. Jeg bor sammen med en anden spiller, men det passer mig ganske godt at have noget tid alene fra tid til anden, siger han.

Selvom starten i Leipzig generelt har været god for Poulsen, er der stadig plads til forbedringer. Stortalentet føler, at der skal komme flere mål fra hans fødder, før han bliver helt tilfreds.

– Jeg ville gerne have scoret lidt flere mål, men ellers er jeg ganske godt tilfreds. Jeg ligger stadig på et snit på omkring et mål hver tredje kamp, men jeg tror på, at det bliver bedre fremover, siger Poulsen.

– Jeg har meget afslutningstræning for tiden, men ellers har jeg haft mest fokus på at spille mig ind på holdet, og lære det taktiske.

Yussuf Poulsen og resten af Leipzig-holdet er placeret på en andenplads i den tredjebedste tyske række.

 

In this article