Den 20-årige Aalborgenser Nicolaj Thomsen kan være på vej til hollandske Heerenven. Den løbestærke dansker har været en profil hos Aab i efterårssæsonen, og det har vækket interesse for den danske U21-landsholdsspiller.
Jon Dahl Tomasson kickstartede sin karriere i hollandske Heerenven. Og det kan meget vel være, at endnu et dansk talent kommer dertil. Ifølge Ekstra Bladet er den 20-årige Aab-profil Nicolaj Thomsen på vej til den hollandske klub. Selvom Nicolaj Thomsen altså kun er tyve år, har han formået at spille hele 50 førsteholdskampe for Aab, og hans flotte optrædener er ikke gået ubemærkede hen.
Et skifte til Heerenven ville ikke være underligt. Den hollandske klub har netop solgt den norske landsholdsspiller Magnus Wolff Eikrem til Cardiff. Både Magnus Wolff Eikrem og Nicolaj Thomsen er centrale midtbanespillere, og begge spillere foretrækker at løbe fra boks til boks. At gå ind og direkte erstatte Magnus Wolff Eikrem kan blive en stor opgave, specielt når man også kommer til en større liga, men rygterne svirer, og Aabs sportschefs udtalelser, gør ikke rygterne færre.
– Jeg kan bekræfte, at vi har fået forespørgsler på flere af vores spillere i dette transfervindue, siger Aabs sportschef Allan Gaarde til Ekstra Bladet, men han fastslår også, at de vil prøve at holde på deres spillere.
– Her og nu ligger vi ikke i konkrete forhandlinger med nogen klubber om salg af vores spillere. Vi satser meget stærkt på at holde sammen på spillertruppen i foråret. Men vi kender også mekanismerne og ved, at der kan dukke tilbudt om, som vi ikke kan sige nej til.
Nicolaj Thomsen er lige nu på træningslejr med U21-landsholdet. Han og Aab åbner Superligaens forårssæson med en udekamp mod Brøndby den 23. februar.