Fulham rykker Lasse Vigen op i førsteholdstruppen

Lasse Vigen

Danske Lasse Vigen Christensen forlængede tidligere i dag kontrakten med Premier League-klubben Fulham, og det er planen, at han fra næste sæson er med på førsteholdet

Tidligere på måneden fik Lasse Vigen debut for Fulhams førstehold, da han fik tyve minutter i 1-1-kampen mod Norwich City i FA Cuppen. Og nu ser det ud til, at det danske talent kan se frem til endnu mere spilletid på førsteholdet, eftersom The Cottagers har en plan om at rykke danskeren op i førsteholdstruppen.

– Det er stærkt gået af Lasse, men han er ikke kommet sovende til det. Han træner mere og mere med førsteholdet, og Fulham har en klar plan med at han skal integreres i førsteholdstruppen fra sommer, siger Lasse Vigens agent, Gulli Tomasson, til bold.dk.

Fulham befinder sig lige nu under nedrykningsstregen og risikoen for, at det er Championship-fodbold, som er på programmet i næste sæson, er bestemt ikke lille.

– Det har ikke spillet ind i Lasses tanker. Selvfølgelig er det federe at være i Premier League, og det håber vi også at det hedder til sommer, men omvendt er det klart at mulighederne for spilletid ikke ville blive ringere for Lasse, hvis det hedder Championship i næste sæson.

Lasse Vigen har været i Fulham i to år, siden han kom fra FC Midtjylland i 2012.

In this article