Lucas Andersen overvejede i sine spæde Ajax-dage at kvitte fodbolden pga. hjemve.
Lucas Andersen havde ikke meget erfaring med professionel fodbold, da han i sommeren 2012 skiftede Aalborgs trykke rammer ud med et fuldt professionelt fodboldliv i Ajax Amsterdam.
Men det var bestemt ikke nogen nem start, den daværende purunge dansker fik på sit første udenlandsophold. Kort efter sit skifte til Holland, overvejede Andersen helt at kvitte fodbolden, da han led af hjemve.
– I begyndelsen var det ikke nemt. Jeg havde så meget hjemve, at jeg på et tidspunkt overvejede at kvitte fodbolden. Men nu går det meget bedre. Min kæreste er kommet herned, og vi bor i en lejlighed sammen. Jeg har fået mere tryghed, og derfor er jeg også begyndt at få en masse overskud på banen. Jeg er indrettet sådan, at mit liv uden for banen og på banen hænger meget tæt sammen, siger Lucas Andersen til Weekendavisen.
Heldigvis endte det ikke med et fodbold-exit, og nu går den 19-årige nordjyde i stedet efter mere erfaring i Ajax-trøjen, hvilket på sigt kan føre til landsholdsdebut.
– Mit mål er at få en fast plads på holdet og lære de andre spillere at kende spillemæssigt. Jo flere kampe jeg får på førsteholdet, jo mere erfaring og rutine får jeg, og så bliver mit spil bedre. Jeg vil være spilfordeler for Ajax om et til to år. Jeg føler selv, at jeg er en spiller, der skal have bolden meget, skabe spillet og bidrage til det offensive spil. Jeg vil være en bærende kraft på holdet.
– Hvis jeg begynder at spille fast på Ajax’ hold, tror jeg også, jeg kommer på landsholdet. Måske når jeg har fået ti kampe mere på førsteholdet og har vist, at jeg kan være stabil og spille godt over flere kampe.
Otte optrædener er det blevet til i ligasammenhæng for Lucas Andersen i denne sæson.