Midtbanetalent forlænger med Randers FC

Midtbanetalentet Nicolai Poulsen har imponeret sig frem til en kontraktforlængelse med Randers FC.

20-årige Nicolai Poulsen har i denne sæson fået fint med chancer for Superliga-klubben Randers FC. Poulsen, der gør sig på den centrale midtbane, har imponeret trænerstaben hos kronjyderne, og har scoret en kontraktforlængelse på baggrund af sine lovende takter.

Poulsen underskrev sin første professionelle kontrakt sidste forår, og er nu blevet enig med Randers FC om en ny kontrakt, frem til sommeren 2016.

– Da jeg indgik en et-årig aftale var det mit helt klare mål at få den forlænget, og det er selvfølgelig dejligt, at det er sket. Jeg ved også, at det bliver endnu hårdere nu. Der skal fortsat arbejdes stenhårdt til træningen og vise Colin Todd, at han roligt kan bringe mig i spil, siger Nicolai Poulsen til klubbens hjemmeside.

Randers-træner Colin Todd er også meget tilfreds med den nye aftale.

– Når Nicolai er blevet brugt, har vi tydeligt kunne se, hvad han er i stand til på en fodboldbane. Han har vist fremgang, og nu er det op til ham at forbedre sig yderligere, lige så snart muligheden opstår, og den vil helt sikkert komme. Det er fortjent, at han har fået aftalen forlænget, men det er også i den forbindelse, at det hårde arbejde skal gennemføres. Både for at kæmpe for en plads på holdet, men også gøre sig fortjent til endnu en forlængelse, lyder det fra Randers-træneren.

Nicolai Poulsen, der fik sin Superliga-debut mod OB i marts, har indtil videre opnået 14 førsteholdskampe for Randers FC.

In this article