Pierre Emile Højbjerg føler selv, at hans niveau efterhånden rækker til en debut på det danske landshold
For lidt mindre end et år siden fik Pierre Emile Højbjerg debut for den tyske storklub Bayern München, og blev samtidig den yngste spiller nogensinde for Bayern München i en Bundesliga-kamp. Nu fortæller det danske stortalent, at han fornemmer, at det også er ved at være tid til en debut på landsholdet.
– Jeg føler mig klar til A-landsholdet. Det sagde jeg allerede for tre måneder siden. Jeg mener, at jeg er god nok, men det er op til træneren. Jeg forstår, at det handlerom at få spilletid på førsteholdet i sin klub, og jeg er glad for at være på U/21-landsholdet som det er nu. Vi har et godt hold og har gode muligheder for at komme til EM, siger Pierre Emile Højbjerg til tipsbladet.dk.
– Jeg ved, at jeg er klar, men jeg er glad for at være, hvor jeg er nu. Det handler om minutter og at være en del af førsteholdet, men der er også andre, der sidder på bænken, som er med. Jeg er godt på vej, og det er fint, at der er snak om A-landsholdet. Jeg ved, hvad jeg kan, og jeg tror på mig selv. Jeg tror på en lys fremtid for A-landsholdet, for vi har mange dygtige unge spillere, vi kan bygge på.
Pierre Emile Højbjerg blev i udgangen af 2013 kåret til årets talent af den danske spillerforening.