18-årig FCN-debutant: Rigtig stort

FC Nordsjælland gav i går aftes debut til 18-årige Marcus Ingvartsen i Superliga-kampen mod Viborg FF.

FC Nordsjælland fandt i går aftes plads til at sende den blot 18-årige Marcus Ingvartsen i aktion med 10 minutter tilbage af Superliga-kampen mod Viborg. Det var den unge angribers debut for Farum-klubben.

– Det er rigtig stort, at få debut for den klub jeg har spillet i hele tiden, det giver mod på mere. Jeg var selvfølgelig nervøs, men forsøgte at holde fokus på, at gøre det, jeg er bedst til, siger Ingvartsen til FC Nordsjællands hjemmeside, og får roser med på vejen af cheftræner Kasper Hjulmand:

– Marcus har leveret et godt stykke arbejde i lang tid, og har været på Superliga-radaren i et stykke tid. Dejligt at kunne give debut til en af vores egne igen, dem har vi flere af, og han leverede et godt indtryk i de minutter han fik, lyder det fra FCN-træneren.

FC Nordsjælland vandt opgøret mod Viborg med 2-0.

In this article