AaB-profiler ventes klar til topbrag

Kasper Kusk og Rasmus Thelander måtte begge udgå med skader, da AaB vandt 2-1 over FCK. Dog forventes de klar til topbraget mod FC Midtjylland lørdag.

Søndag aften fik AaB en vigtig sejr i kampen om guldet, da FC København blev sendt hjem med et 1-2 nederlag i bagagen. Undervejs måtte Kasper Kusk udgå med et trælår og Rasmus Thelander måtte lige så udgå med en brækket næse.

– Kasper Kusk får nok et par rolige dage, men vi satser på at have ham i fulde omdrejninger fra torsdagens træning. Rasmus skal tilses af en specialist, og så skal det vurderes, om der skal gøres noget ved den brækkede næse, eller om den skal hele af sig selv. Og så skal det selvfølgelig vurderes, om han kan spille med maske, eller det ikke er nødvendigt, siger AaB-træner Kent Nielsen til Nordjyske.

AaB ligger før topbraget mod Midtjylland på andenpladsen med 43 points. FC Midtjylland fører Superligaen med 45 points.

In this article