D’ BOLD på tribunen

D’ BOLD’s to uddelegerede havde i dag fundet plads til Vejle Stadion, hvor de fra deres plads i forårssolen var vidne til et dramatisk opgør. D’ BOLD holdt et vågent øje med de mange unge talenter, der i dagens anledning florerede i både hjemmeholdet Vejle og gæsterne fra AB’s startopstilling.

Det var med solen i øjnene og en kortærmet T-shirt iført, at kampens dommer Chris Johansen fløjtede kampen i gang. Udeholdet fra AB, var uden sejr i deres seneste 10 kampe i NordicBetligaen, og ikke mange havde inden kampens opgør spået akademikerne den store chance. Dog var det gæsterne der startede kampen bedst, og allerede efter et par minutters spil, tilkæmpede sig et hjørnespark. En situation der blev halvfarlig foran Kristian Fæstes mål. Det var generelt set AB, der var i teten i kampens begyndelse, og de rødklædte værter virkede langt fra så motiverede og fokuserede, som man kunne forvente.

Nej, det var AB der kombinerede sig flot rundt på det grønne græstæppe og Vejle-spillerne der virkede som kegler. På Vejle-bænken sad purunge Ali El-Haj og holdte lige så purunge Mads Thychosen ved selskab. Ingen af de to 16-årige talenter kom på banen i dag, men det er alligevel spændende, at to unge spillere fandt vej til truppen. Unge spillere var der også hos udeholdet, der havde 19-årige Younes Namli med fra kampens start. Namli spillede en fornuftig kamp, havde et højt teknisk niveau, og bidrog trods sin position på den centrale midtbane, til mange offensiver aktioner i dagens kamp

Efter AB’s flotte start på kampen, begyndte hjemmeholdet at vågne op til dåd. Især i slutningen af første halvleg var det hjemmeholdets højre side med den 21-årige kantspiller Denis Fazlagic, der gang på gang skabte overtal og kreerede chancer. Pausen indtræf på et vigtigt tidspunkt for de sjællandske gæster, da de i minutterne op til pauseteen var kommet under et hektisk pres fra Vejle. Rasmus Hansen spillede en god kamp for holdet fra Østjylland, og havde stort set ikke én eneste dårlig aktion. Trods Vejles spilovertag i store dele af første halvleg, lykkedes det dog ikke hjemmeholdet at skabe de store chancer. Et farligt indlæg fra førnævnte Fazlagic, samt et hovedstød fra angriber Andreas Albers var hvad det blev til. Vejle havde halvfarlige dødbolde i første halvleg, men det var ingen sag for talentfulde AB-målmand Jannich Storch, der kampen igennem var sikkerheden selv i målet.

Efter en tår Cola til D’ BOLD’s fremmødte var det tid til anden halvleg. En halvleg hvor Vejle fortsatte de gode takter fra første, og havde overtaget på banens midte. AB kom ikke meget frem af banen, og når der endelig kom en befriende clearing, var angriber Simon Bræmer ikke i stand til at skabe noget brugbart. Unge, og ellers stabilt spillende Younes Namli, begyndte hurtigt at se træt ud og blev overmatchet på det fysiske parameter af Rasmus Hansen og Lasse Kronborg, der ligesom resten af hjemmeholdets spillere, virkede til at have langt mere overskud. Presspillet og pasningerne fungerede bare, og der duftede af mål i Nørreskoven.

I det 53. minut blev dagens tilskuertal kaldt på højtaleranlægget: 2012 tilskuere var hvad det kunne blive til – lidt skuffende det gode vejr in mente. Om det var skuffelsen over tilskuertallet eller noget helt andet der spillede ind hos hjemmeholdet skal være usagt, men ligeså langsomt stoppede man med at spille det gode fodbold.

Efter 61 spilminutter var det blevet tid til udskiftning for begge mandskaber. Ud kom Younes Namli, der i anden halvleg var blevet tappet for kræfter. Ind kom Thomas Ibsen, der ligesom Namli kun er 19 år gammel. Cadeau til nedtrykningstruede AB for at have så stor tillid til sine unge spillere, på trods af det faktum, at man er under stregen i NordicBetligaen. Thomas Ibsen startede kampen med et par gode bolderobringer, og der var ikke det store at sætte på hans præstation i dag. Det var der i gengæld på Vejles præstation. Vejle, der i anden halvleg dominerede kampen, men ikke kunne spille sig igennem det akademiske forsvar der stod fremragende organiseret. Holdet fra Sjælland havde efter sidste weekends afklapsning hjemme mod Lyngby, virkelig fået strammet op på defensiven. Der skulle altså ekstraordinære tiltag til fra hjemmeholdets side, hvis man skulle komme på måltavlen. Noget Morten Koch i 65. minut prøvede på..

Efter et farligt indlæg fra venstre side, fik Morten Koch nemlig vendt og drejet sin krop således, at man pludselig var vidne til et ganske akrobatisk saksespark fra højrebackens side. D’ BOLD vil ikke komme yderligere ind på hvordan det så ud, når en næsten to meter høj spiller forsøger sig med en sådan detalje.

Det lignede en skuffende pointdeling for Vejle i dagens kamp. Anden halvleg var ikke præget af de store chancer, og de to skribenter på pressepladserne havde næsten allerede skrevet 0-0 med store bogstaver på deres notatblokke. Der skulle dog ske noget dramatisk i kampens slutning. Kampen igennem havde Linus Olsson vist prøve på hvad han indeholder af godter, og da han med bolden for fødderne drejede rundt om sig et par gange, fandt han Simon Bræmer i dybden. Den tidligere AaB-angriber havde ingen problemer med at sætte bolden ind bag en sprællende Kristian Fæste i buret. 1-0, og AB’s medrejste tilskuere brød ud i stor jubel.

D’ BOLD’s uddelegerede fornemmede en jævn pessimistisk stemning i kampens døende minutter, også selvom hjemmeholdet kastede alt, hvad der kunne kravle og gå fremad banen. Efter et knaldhårdt landskud fra Vejle, havde AB’s 20-årige målmand Jannich Storch svært ved at holde bolden. Bolden hoppede ud til indskiftede Kaimar Saag, der tæt på mål til stor utilfredshed for publikum kanonerede bolden langt over mål. Straks herefter lød dommerens fløjte for sidste gang. Sejr til AB!

Pondus går til udeholdet AB for en mandfolkeindsats, som de helt sikkert kan leve længe på. Det kunne høres helt uden for Vejle Stadion, da akademikerne sang sejrssang. Vejle derimod, må kigge langt efter en topplacering.

D’ BOLD var på tribunen!

 

In this article