Guldfuglen Pione Sisto fra FC Midtjylland er tæt på at opnå dansk statsborgerskab.
En yderst spændende ung offensivspiller slår sine daglige folder i Herning på den jyske hede. Pione Sisto er navnet – og hvis du ikke har hørt det, kommer du helt sikkert til det inden længe.
Sisto var således en af de helt store arkitekter bag FC Midtjyllands 5-1 sejr i Parken søndag aften, og har fået massere af spilletid spredt udover hele den igangværende sæson.
Men som man kan høre på navnet, så er Pione Sisto ikke ærkedansk. Som lille kom han til Danmark, allerede inden et halvt år efter fødslen i Sudan. Der arbejdes dog på at skaffe Sisto et dansk statsborgerskab.
– Vi er rigtigt langt i den proces. Han har bestået prøven (indfødsretsprøven, red.), og han har jo boet i Danmark hele sit liv, så i vores univers er han dansker. Han kom hertil, inden han var fyldt et halvt år, siger FCM-direktør Claus Steinlein ifølge DR Sporten og tilføjer:
– Nu ligger bolden inde hos Folketinget, der som sidste instans skal godkende statsborgerskabet. Jeg vil tro, at det er på plads inden for det næste halve år.
Pione Sistos store drøm er da også at repræsentere det danske landshold en dag.
– Jeg vil virkelig gerne spille for landsholdet. Det har jeg aldrig lagt skjul på. Jeg kommer forhåbentlig til at få chancen, når jeg får mit statsborgerskab, for det er et mål, jeg har haft længe. Det vil betyde meget for mig. Om det så bliver U/19-landsholdet eller U/21-landsholdet, det har jeg ikke tænkt på. Jeg håber bare, at jeg får chancen, for det er mit mål som fodboldspiller, fortæller Pione Sisto til tipsbladet.dk.
De danske U-landshold har flere gange haft følere ude efter Sisto, der dog ikke har ønsket at spille før nationaliseringen var på plads.
Sisto blev sidste år kåret til “Årets akademispiller” i FC Midtjylland.