Hobro IKs topscorer, Mads Hvilsom, glæder sig til den kommende forårssæson. Og er mere end klar til, at score flere mål.
På torsdag skal Hobro IK endnu engang forsøge at forsvare førstepladsen i 1. division. De starter forårssæsonen på hjemmebane mod FC Fredericia. Og klubbens topscorer, Mads Hvilsom, glæder sig til den kommende halvsæson.
– Jeg glæder mig helt vildt. Jeg tror aldrig jeg har glædet mig så meget til at komme til at spille en forårssæson, udtaler topscorer Mads Hvilsom til HIK TV.
Hvilsom scorede otte mål i den første halvsæson. Og han håber på, at få fordoblet det mål, inden sæsonen er slut.
– Det kunne da være sjovt. Som angriber vil man gerne score så mange mål som muligt, og jeg vil da være glad, hvis jeg bliver topscorer. Jeg tror ikke, det sker, men lad os se. Hvis vi ligger i toppen og scorer mange mål håber jeg da også, der kommer nogle fra mine fødder. Mit personlige mål er at score flere mål, end jeg gjorde i efteråret, siger Hvilsom.
Mads Hvilsom og Hobro fører NordicBet ligaen med syv point ned til AC Horsens på andenpladsen.