Okore: Det handler om næste sæson

Selvom Okore nærmer sig et comeback, er det næste sæson, danskeren fokuserer på.

Aston Villas Jores Okore har siddet ude det meste af sæsonen med en korsbåndsskade. Selvom Okore nærmer sig et comeback, er det dog næste sæson, der har den danske forsvarsspillers opmærksomhed.

Aston Villas manager Paul Lambert regner med, at der kan gå en måned før Okore igen kan spille fodbold for Villa, og det synspunkt er Okore altså mere eller mindre enig i.

– For mig handler det om næste sæson. Det ser jeg frem til, og det kan slet ikke gå stærkt nok, siger Jores Okore til Birmingham Mail.

Tidligere har der været forhåbninger om, at Okore kunne få comeback i denne sæson. Det er ikke længere sikkert, men den tidligere FC Nordsjælland-spiller er glad for de fremskridt, som han allerede har oplevet.

– Jeg er kommet nærmere på at træne igen sammen med gutterne, så det er et stort fremskridt. Jeg kan ikke vente på at komme tilbage igen, fortæller Okore til det engelske medie.

– Bare det at kunne være udenfor nu er en fantastisk følelse. At være ude at løbe, at dreje og vende rundt føles virkelig godt. Det har jeg ikke gjort i lang tid. Det er skønt.

Okore skiftede sidste sommer til Premier League-klubben, hvor han har kontrakt frem til 2017, men efter blot tre kampe i den bedste engelske række, pådrog han sig korsbåndsskaden, der har holdt ham ude siden.

Aston Villa, der også har den danske angriber Nicklas Helenius i truppen, er placeret på en 12. plads i Premier League efter 30 kampe.

In this article