Talenttid 11-03-2014

Talenttid 11-03-2014

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

Endelig blev de to bedste danske ungdomsrækker, U19- og U17-ligaen skudt i gang, og efter en lang vinterpause, var de unge talenter i den forgangne weekend igen på græs. D’ BOLD har fingeren på pulsen:

U17 ligaen

Stillingen, U17-ligaen
Stillingen, U17-ligaen

Randers Freja 1-4 Silkeborg IF

Mål:  0-1 Kasper Dolberg (13.), 0-2 Kasper Dolberg (22.), 1-2 Emil Riis (33.), 1-3 Haroon Nourestani (35.), 1-4 Nicklas Røjkjær (51.)

I vores fyldige optakt af U17-ligaen kunne vi berette om, hvordan topholdet fra Randers Freja havde leveret en fremragende efterårssæson og var en brandvarm kandidat til guldet. Brandvarme var de i hvert fald ikke, da holdet hestene fra Kronjylland lørdag den 1. marts hjemme tog imod Silkeborg IF. Kampens 50 tilskuere var vidne til en knusende sejr på 1-4 til de rødklædte gæster, der hvad endnu mere skuffende for Randers, styrede kampen fra start til slut. 1-3 var stillingen ved pausen, og selvom de unge Randers-drenge fra anden halvlegs start opbyggede noget der mindede om et pres, var det ingen sag for Silkeborg at modstå. Da Silkeborgs topscorer Haroon Nourestani efter 51 minutter blev fældet, og det efterfølgende straffespark omsat til mål, var sejren for endegyldigt i hus for gæsterne fra Søhøjlandet. Endda producerede udeholdet i slutminutter endnu flere chancer, og det selvom Randers havde spilovertaget. Udover at fremtvinge straffespark, kom Haroon Nourestani med sæsonmål nummer syv også på måltavlen. Kan han holde sig fra skader, og kan Silkeborg fortsætte de gode tendenser fra kampen mod topholdet, kan de blive yderst spændende at følge i denne sæson. Hvad Randers angår, skal de ud og ryste plamagen af sig. Deres præstation mod Silkeborg var langt fra et tophold værdigt. Silkeborg skal i næste runde en tur til Esbjerg, for at møde de forsvarende U17-ligamestre, hvorimod Randers med garanti vil være sultne efter en sejr, når de hjemme skal møde FC. København.

 

Esbjerg fB 2-1 HB. Køge

 

1-0  Mark Brink (18.), 2-0 Anders Dreyer (54.), 2-1 Lee Rovsing Bonaya (80.)

De forsvarende U17-ligamestre fra Esbjerg fB kunne i efteråret ikke leve op til de høje forventninger der var til holdet, og holdet har overvintret på en skuffende 10. plads. I årets første kamp var modstanderne HB. Køge, der heller ikke just kommer til at duellere om de sjove placeringer i U17-ligaen. Det var hjemmeholdet fra Esbjerg der startede kampen bedst, og allerede efter 18 minutters spil, kunne esbjergensernes U16-landsholdsanfører Mark Brink bringe gæsterne i front. Godt for hjemmeholdet, der dog efter scoringen tillod de sjællandske gæster mere og mere initiativ, hvilket de unge Køge-talenter dog ikke udnyttede. Dødbolde var udeholdets farligste våben, og selvom de havde bolden mest, var det vestjyske forsvar svært at lirke op. I anden halvleg blev det 2-0, og HB. Køges reducerende mål i slutminutter, var blot til pynt. Trods sejren var Esbjergs træner Lars Vind dog ikke helt tilfreds med kampen:

– Det kneb lidt med vores eget spil, så vi endte med at løbe rigtigt mange meter uden at få noget ud af det, så vi endte med at lande på omstillingerne. Vi gav egentligt ikke nogle chancer væk, mens vi selv fint fik skabt chancer, sagde cheftræner for EfB’s U17-hold, Lars Vind, efter sejren.

Esbjergs U17-hold skulle weekenden efter endnu en gang i kamp, da de ude skulle forsøge at besejre topholdet Randers Freja.

 

Randers Freja 3-1 Esbjerg fB

1-0   Emil Riis (3.), 2-0 Emil Riis (57.), 3-0 Frederik Lauenborg (70.), 3-1 Frederik Warming (75.)

Randers skulle efter årets første kamp, 4-1-nederlaget mod Silkeborg, forsøge igen at vise, hvorfor man fører U17-ligaen. Det lykkedes i den grad for de unge Randers-spillere, der allerede efter 3. minut førte kampen. De lyseblås højreside med Lars Benko og Mikkel Kallesø var flyvende, og Esbjerg kunne samtidig ikke modstå det fysiske tryk, hjemmeholdet lagde på dem. Selvom holdet fra den vestjyske hovedstad cirka midtvejs i første halvleg vågnede op til dåd, var der stadig ikke meget der fungerede, for de ellers normalt så stabile talenter. Da de forsvarende mestre endelig fik scoret, var det egentlig uden betydning, for da førte hjemmeholdet allerde med tre mål. Kampens resultat blev 3-1 til Randers, der dermed igen kom tilbage på sporet i U17-ligaen. Kampen igennem var topscorer Emil Riis stærkt spillende, hvilket de to mål han scorede da også bevidner om. Det bliver spændende at se, om holdet efter en kampfri weekend kan slå FC. København, der den 22. marts gæster Randers. Esbjerg skal forsøge at få oprejsning efter det klare nederlag, og det kan man passende gøre allerede i næste kamp. Her er modstanderen Silkeborg.

 

Lyngby 3-2 FC. København

1-0, Bruun (31.), 2-0, Mark Boesen (39.), 3-0, Bruun (45), Martin Frandsen (2. halvleg), Julian Christoffersen (2. halvleg).

Efterårets sidste kamp mellem Lyngby og FC. København blev udsat, og hermed blev den forårets første. Københavneropgøret blev sat i gang i højt solskin og blå himmel, og in mente årstiden, blev kampen afviklet under gode betingelser og med fint spil fra begge mandskaber. Farligst var dog Lyngby, der kunne nyde pauseteen velvidende at de var foran 2-0. I starten af 2. halvleg nettede hjemmeholdet så igen, og man skulle tro, at kampens vinder nu var fundet. Men nej – Lyngbys U17-drenge fik mod kampens slutning gummiben, og det kneb med selv de mest basale ting på banen. Efter at Julian Christoffersen reducerede for de unge løver, endte det hele med at blive meget nervøst for Lyngby, og med hovedstadsklubben pressede på, for at score det udlignende mål. Da dommerens fløjte lød, var det dog hjemmeholdet fra forstaden der kunne strække armene i vejret og nyde sejren på 3-2. Sejren var Lyngbys anden i træk i U17-ligaen, og det selvom holdet i dagens kamp var uden profiler som Simon Hansen og Victor Guldbrandsen (karantæne). Når Lyngbys U17-hold næste gang skal i aktion er modstanderen Brøndby – altså endnu et lokalt opgør på det sjællandske, der med sikkerhed bliver spændende at følge. De unge løver fra FC. København, tager i deres næste kamp imod OB.

 

 

Vejle 1-2 Aalborg BK

1-0 Jonas Erngaard (19.), 1-1 Rasmus Thellufsen (38.), 1-2 Sebastian Grønning (61.)

Vejle har været den helt store positive overraskelse i U17-ligaen. Holdet ligger på tredjepladsen, og har siden været ubesejrede siden oktober måned. Det ændrede sig dog i den forgangne weekend, da holdet tog imod den direkte forfølger, fjerdepladsen fra AaB. Kampen startede ellers planmæssigt for de unge østjyder, da holdet allerede efter 18 minutter kom foran ved Jonas Erngaard. Herefter var der dog ikke mange gode momenter for hjemmeholdet i første halvleg, og holdet blev for passive i presspillet, og stod generel set for langt tilbage på banen. AaB skabte ikke det helt store, men kunne på to dødboldsscoringer, rejse tilbage til Nordjylland med alle tre point. Om kampen udtaler Velje træner Kim Engstrøm:

-Overordnet set, var det det bedste hold der vandt. Vi var efter i tanke og handling. Måske var spillerne nervøse over favoritværdigheden. Der manglede ikke noget i indsats, det var de sidste procenter vi ikke havde. Selvfølgelig er det ærgerligt, at vi taber. Vi ville gerne have haft et point og holdt afstanden til AaB. Men AaB er et godt hold og vi må erkende, at vi haltede efter. Nu møder vi FC Midtjylland på lørdag og der har vi det pr. tradition svært. Vi er ikke favoritter, men har måske fordel af en turneringskamp i benene.

Som træneren også er inde på, møder Vejle i næste runde af U17-ligaen FC. Midtjylland, i hvad der bedst kan betegnes som et vaskeægte topopgør. En kamp vi her på D’ BOLD naturligvis følger.

 

U19-ligaen

Stillingen, U19-ligaen
Stillingen, U19-ligaen

Esbjerg 1-0 HB. Køge

1-0, Mikkel Maigaard (18.)

Et helt fantastisk langskudsmål blev kampafgørende, da landsholdsaktuelle Mikkel Maigaard efter 18 minutter bragede bolden i kassen fra over 40 meters afstand. Efter målet tillod hjemmeholdet at gæsterne var mere på bolden, og kom til at halse bagefter i en lang række situationer. Også efter pausen var det svanerne fra Køge der havde spilovertaget, og på nær en enkelt stor chance, var gæsterne aldrig rigtig farlige. Derimod var førnævnte Mikkel Maigaard ved at lukke kampen med endnu en scoring, da han i slutningen af opgøret prøvede at snuppe bolden fra udeholdets keeper, der forsøgte sig med en dribletur. Keeperen fik dog reddet kastanjerne ud af ilden. Kampen endte 1-0 til topholdet fra Esbjerg, der kan være rigtig tilfredse med at vinde en kamp, hvor de ikke præsterede bedre end modstanderen. Omvendt kan HB. Køges U19-drenge rejse hjem med oprejst pande, da de trods nederlaget leverede en godkendt præstation. Fortsætter Køge de spændende takter, bliver de ikke ved med at hænge fast i bunden. Esbjerg-træner Rene Christiansen sagde efter kampen følgende:

– Nu er vi i gang, og det er dejligt at stå med en sejr efter vi præsterede lidt under niveau. Det var en arbejdssejr, men det handler heller ikke om at vinde nogle skønhedspriser

Blot en uge efter hjemmesejren mod Køge skulle topholdet fra det vestjyske igen i kamp. Udekampen mod Randers skulle blive kampen, hvor esbjergenserne erobrede førstepladsen. HB. Køge må vente til den kommende weekend med igen at trække i fodboldstøvlerne. Her skal det sjællandske hold møde FC. Nordsjælland.

 

 

Randers Freja 0-1 Esbjerg

0-1   Mathias Kristensen (44.)

Esbjerg kom tilbage på førstepladsen, og Randers kom trods en solid indsats ikke væk fra den sidsteplads, som holdet også overvintrede på. Kampen startede planmæssigt for udeholdet, da både spil og chancer kom nemt til de talentfulde U19-spillere. En stor chance stod forsvarspiller Jeppe Brinch for, men han sendte til stor ærgrelse for hele den blå- og hvid-stribede trænerstab, bolden over mål. Der skulle dog ikke gå længe, før 97’eren og U17-landsholdspiller Mathias Kristensen, efter et flot oplæg fra sidste sæsons U17-ligatopscorer Søren Andreasen, kunne sparke bolden i mål. 1-0 til Esbjerg. Randers prøvede i 2.halvleg med mere fysisk betonet spil, men der var aldrig tvivl om, hvem kampens sejrsherre skulle være. Det var esbjergensernes anden 1-0-sejr på stribe, og selvom Randers kæmpede bravt, var de kampen igennem et skridt bagefter topholdet. Næste opgave for de lyseblå bliver hjemmekampen mod FC. København. Esbjerg møder hjemme SønderjyskE i et jysk lokalopgør.

 

 

AGF 1-0 FC. København

1-0   Oliver Pedersen (70.)

Det var med en vis nervøsitet, at AGF gik ind til årets første kamp mod FC. København. Der var grund til at frygte hjemmeholdet, der i efteråret havde klaret sig så godt i UEFA Youth League. Derudover var AGF uden flere stamspillere, og selvom erstatningen – spillere fra klubbens U17-hold – var gode spillere, var der alligevel grund til bekymring. Al bekymring udeblev dog, eftersom kampen skred frem. Her viste det sig nemlig, at ’de hvie’ havde godt styr på de dagens modstander. Selvom FCK sad tungt på spillet, afholdt udeholdet dem fra de helt store chancer. Pausestilligen var 0-0 og de gæstendes træner Claus Therkildsen forventede, at københavnerne som kampen udviklede sig, ville blive desperate og skubbe deres forsvarslinje højere og højere op på AGF’s banehalvdel. Ganske rigtigt levede jyderne i 2. halvleg hovedsagligt på omstillinger, og det var da også efter sådan én, at Jesper Pedersen og Oliver Pedersen kunne kombinere sig igennem værternes forsvar, og sidstnævnte kunne sætte bolden ind bag en sprællende FCK-keeper. 1-0 – og det blev også kampens resultat. AGF-træner Claus Therkildsen var efter kampen en stolt mand:

– Vi kunne ikke have skrevet en bedre drejebog for forårspremieren. Kampen blev lige så tæt, som vi havde forventet det, men det var helt fortjent, at vi vandt. Drengene skal have en stor cadeau for at følge taktikken til punkt og prikke. Det var en fornøjelse at se den store arbejdsindsats de lagde for dagen. Alle tog et ansvar og kæmpede for logoet

 

 

Vejle Boldklub 3-3 AaB

Det var top mod bund, da Vejle hjemme tog imod rækkens førerhold fra AaB. En hæsblæsende og dramatisk kamp, med masser af action og dramatik udspillede sig, og begge hold mente de havde fortjent sejren. Vejle var bedst i første halvleg og førte 2-0 og fik tilkæmpet sig et straffespark i en situation, hvor hjemmeholdet følte, at der skulle have været direkte rødt kort til AaB-forsvareren. Det røde kort kom ikke op af dommerens lomme, og det efterfølgende straffespark missede hjemmeholdets Patrick Rasmussen. Derefter gik det hurtigt – to mål scorede gæsterne på kort tid – 2-2. I anden halvleg kom Vejle foran, og det så også ud til at de højest overraskende skulle tage de tre point, men i kampens slutminutter fik AaB presset værterne så langt i bund, at en udlignende scoring var uundgåelig. 3-3 blev kampens slutresultat. Et resultat de bolsjestribede nordjyder helt sikkert vil være bitre over, selvom de i store perioder af kampen lå til at tabe. Vejles træner udtaler følgende:

– Jeg er skide stolte af spillerne. Vi møder rækkens nummer 1 og vi lå selv sidst inden kampen. Alligevel leverer vi så stor en præstation. Hele holdet fortjener stor ros for at ramme det taktiske koncept. AaB synes måske de skulle have vundet, men jeg mener, de bør være mest glade for det ene point. Det siger lidt om vores præstation, siger Søren Vie Clausen, træner for Vejles U19-hold.

I næste runde af U19-ligaen skal AaB forsøge at generobre førstepladsen som Esbjerg har fravristet dem. Det skal de, når de hjemme møder AGF. Vejle møder FC. Midtjylland, så vi kan se frem til et par spændende jyske derbyer.

Læs med næste gang i Talenttid, hvor vi vender op og ned på de bedste danske ungdomsrækker! 

In this article