AaB-målscorer: Skal ikke gå 71 kampe igen

AaB-spilleren Jakob Ahlmann scorede et drømmemål i 2-0 sejren over Viborg onsdag aften. Nu håber han ikke, at der igen skal gå 71 kampe før han kommer på måltavlen igen.

Der var nok ikke mange, der i går aftes havde smidt penge på, at AaB’s 23-årige venstreback Jakob Ahlmann ville blive første målscorer i Superliga-kampen mod Viborg.

Men efter en flot tæmning flugtede venstrebacken i anden halvleg sit første mål for AaB i kassen med et spark ude for feltet. 71 kampe skulle der gå før det første mål kom i hus. Nu skal der bare ikke gå 71 kampe før det næste kommer.

– Jeg har arbejdet meget på at komme mere med i de afgørende situationer. Det gælder både mål og assists. Men assists kræver også, at angriberne sparker bolden ind, når den kommer i feltet. Men hensyn til mål, skulle der helst ikke gå 71 kampe igen, siger Jakob Ahlmann til Nordjyske.

AaB spillede sig med sejren over Viborg op på 52 point – nu med syv point ned til FC Midtjylland på andenpladsen. Ulvene har dog en kamp mod AGF i baghånden.

In this article