AGF-træner Jesper Fredberg genkender ikke den kritik, Osama Akkharaz har sendt imod ham. Træneren er blevet beskyldt for manglende ærlighed.
Lutter glade dage er der ikke i AGF for tiden. For mens de mørke skyer er trukket ind over Fredensvang, er de mørke skyer også for alvor trukket ind over spillet på banen og resultaterne har ikke været acceptable. Det har kostet i tabellen, hvor de århusianske gymnaster i foråret er dykket langt ned til en placering kun to point over nedrykningsstregen.
Nu er der imidlertidigt også uro internt. Den ellers så normale starter Osama Akkharaz har i de seneste kampe, måtte tage til takke med en bænkplads. Det er ikke noget offensivspilleren har takket højlydt for. Han har i stedet kritiseret træner Jesper Fredberg for ikke at være ærlig og ikke givet ham en forklaring for, hvorfor han sidder på bænken.
Denne kritik kan AGF-træneren dog ikke nikke genkende til.
– Vi har som sagt en åben-dør-politik, og det kan være, at Ozzy (Osama Akkharaz, red.) ikke har kunnet finde døren den dag. Men den er i hvert fald åben. Jeg har haft mange samtaler med Ozzy, og det havde jeg sågar også, før du talte med ham onsdag, siger Jesper Fredberg til BT.
– Vi talte sammen i 15 minutter ude på banen, hvor vi lige præcis sidder og snakker tingene igennem. Det kan godt være, at Ozzy har behov for at komme ud med nogle ting, men, at der mangler ærlighed, det kan jeg ikke forstå.
Osama Akkharaz har siddet på bænken i de sidste tre kampe. Det gør han muligvis også i aften, når AGF tager imod FC Midtjylland i Superligaen.