FCK: Amankwaa har kæmpepotentiale

Danny Amankwaa har udviklet sig i raketfart de seneste måneder, og derfor er han nu et nyt kort i trænerteamets kabale.

Danny Amankwaa fik i starten af sæsonen en del indhop for FC København, men i løbet af efteråret gled han ud af kamptruppen. På det seneste er den hurtige kantspiller dog kommet tilbage, i sidste weekend fik han et indhop mod SønderjyskE, og i torsdags startede han inde mod FC Nordsjælland i pokalen.

Amankwaas udvikling roses af assistenttræner Brian Riemer, der ser stor kvalitet i kantspillerens spidskompetencer.

– Danny er en spiller, der har haft et kæmpepotentiale siden han var helt lille. Hans første gennembrud kom til U17-VM for tre år siden, og han har også gjort det rigtig, rigtig godt hos os over en længere periode, siger Riemer til bold.dk.

– Han har dog manglet det der endelige seniorgennembrud, men de seneste to måneder har han virkelig, både i reserveholdskampene og i indhoppet mod SønderjyskE vist, at han har noget ekstraordinært.

– Specielt nogle af de vendinger vi ser fra ham, og den måde han kan sætte fart på, er i hvert fald noget, man ikke ser så tit i dansk fodbold, siger assistenttræneren.

Brian Riemer og cheftræner Ståle Solbakken havde ikke på forhånd regnet Amankwaa blandt de spillere, der skulle på banen i foråret.

– Han er en spiller der i den grad har taget et skridt op af stigen, og først og fremmest har han været med til at gøre, at vores trup er blevet større, siger Riemer.

– Han var en spiller, der for to-tre måneder siden måske ikke var beregnet til at spille, men han har banket så meget på, at han nu er et nyt kort i vores kabale.

20-årige Danny Amankwaa har i alt spillet 16 Superligakampe for FCK. Han er startet inde i en enkelt.

In this article