Frank roser ung angriber

Daniel Stückler blev med indskiftningen i går Brøndbys yngste Superliga-spiller nogensinde. Træner Thomas Frank ser gode perspektiver i den 17-årige offensivspiller.

Det unge Brøndby-talent Daniel Stückler fik søndag aften debut i Superligaen, da han fik et lille minut på banen i Brøndbys 2-2-kamp mod FC Vestsjælland. Efter slutfløjt ærgrede Thomas Frank sig imidlertid over, at han ikke fik sendt Brøndby-talentet i aktion lidt tidligere.

– Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke gav ham fem minutter mere, så han havde større mulighed for at gøre en forskel. Den popper for sent op i mit hoved. Men Daniel har gjort det godt. Han er en spiller med nogle gode kompetencer. Han gjorde et godt indtryk på vores træningslejr og ved de træninger, han er med. Han tager skridt i den rigtige retning, siger Thomas Frank til Brøndby IFs hjemmeside, og forsætter.

– Men allervigtigst præsterer han godt på U19-holdet til kamp og træning. Det er det første skridt. Og så var der et hul med en karantæne og en skade, så det var fedt at kunne bringe ham i spil.

Brøndby-træneren ser gode perspektiver i Stückler.

– Han er en superkompetent afslutter med begge ben. Han er rigtig dygtig til at komme i feltet med fart og lande i scoringszonerne. Derudover er han superdygtig til at løbe dybt. Så rigtig mange spændende ting, som jeg ser hos ham.

Daniel Stückler er den første spiller fra årgang 1997 til at debutere i Superligaen.

In this article