Lettet Uffe Bech: Snart klar til startplads igen

Uffe Bech

Uffe Bech er endelig tilbage i omdrejninger igen, og føler ikke der går lang tid, før han er klar til en plads i FC Nordsjællands startopstilling igen.

Da Uffe Manich Bech i vinteren 2013 skiftede de kongeblå fra Lyngby ud med FC Nordsjællands røde farver, havde han nok ikke regnet med kun at skulle spille syv kampe på cirka et halvandet år.

Men pga. af flere langtidskader er offensivtalentet blevet sat tilbage. Han er dog glad for endelig at være tilbage i omdrejninger igen. Nu skal der nemlig kigges fremad.

– Selvfølgelig havde jeg da både håbet på og regnet med mere, men jeg har været uheldig med mit knæ. Hvis jeg ikke havde været skadet, er jeg sikker på, jeg havde mange flere kampe på statistikken på nuværende tidspunkt. Men det er der ikke noget at gøre ved nu. Jeg er heldigvis stadig ung, og nu kigger jeg fremad. Jeg glæder mig rigtig meget til forårets sidste kampe, og til sommer har jeg forhåbentlig spillet det dobbelte antal kampe af, hvad jeg har nu, siger en glad og lettet Uffe Bech til dbold.dk.

– Så det er en rigtig dejlig fornemmelse at være i gang igen, men der er stadig nogle ting, jeg skal være opmærksom på i forhold til at tage hensyn til mit knæ.

Selvom skaderne har været mange i Uffe Bechs tid i FC Nordsjælland, føler han sig ikke særligt forfulgt af de onde skader.

– Det er bestemt ikke min opfattelse, at jeg er en spiller, der har nemt ved at blive skadet. Den skade, jeg fik den 4. april sidste år var min første langtidsskade, og selvom jeg var meget grundig med min genoptræning, var jeg mega uheldig at blive ramt af den samme skade kort efter mit comeback i efteråret. Så jeg ser det mere som sort uheld, men samtidig er jeg selvfølgelig opmærksom på at gøre alt, hvad jeg kan for at undgå lignende skader i fremtiden. Derfor følger jeg et specielt tilrettelagt program, hvor jeg styrketræner nogle bestemte muskelgrupper nogle gange om ugen.

Uffe Bech nåede i starten af sin FCN-karriere hurtigt at etablere sig som en god spiller for tigrene fra Farum. At etablere sig som en profil er da også det store mål lige nu.

– Jeg vil da helt bestemt gå efter at blive en profil i Superligaen. Jeg fik en rigtig god start i de første 5 kampe i foråret sidste år, og jeg er så sulten efter at komme tilbage og vise, hvad jeg kan. Jeg føler, jeg har meget at tilbyde og at jeg langtfra har nået mit potentiale endnu. Jeg glæder mig helt vildt.

– Pt. er jeg selvfølgelig et godt stykke fra min topform, det siger næsten sig selv efter 2 x 6 måneders skadespause. Men omvendt har jeg en rigtig god grundform, og jeg knokler på det bedste, jeg har lært. Kampformen og den sidste skarphed skal nok komme tilbage på et tidspunkt, det er jeg ikke i tvivl om. Så er det op til mig selv at sørge for, at der kommer til at gå så kort tid som muligt.

FC Nordsjælland møder mandag aften Esbjerg hjemme i Farum Park. Her regner Bech dog ikke med at være blandt de startende 11.

– Det er selvfølgelig op til Kasper (Hjulmand, red.) at vurdere, hvornår jeg er klar til en startplads. Jeg har spillet 35 minutter på et halvt år, så at starte inde i næste kamp mod Esbjerg er måske lige tidligt nok. Men hvis knæet har det godt det kommende stykke tid, behøver der ikke gå meget længere tid end det, før jeg føler mig klar til en startplads igen, lyder det fra 21-årige Uffe Bech.

In this article