Talenttid 02-04-2014 – Den omvendte verden i U19-ligaen

U19-ligaen:

 

kilde: dbu.dk
kilde: dbu.dk

 

Der var massevis af chokerende resultater i weekendens spillerunde i den ældste landsdækkende ungdomsliga. Stabile tophold måtte kapitulere til bundholdende. Uforudsigeligheden gør ligaen endnu mere spændende, og er en god grund til at finde vej til D’ BOLD hver tirsdag:

AaB 0-2 Lyngby
 0-1 Mads Kaalund (20.), 0-2 Mikkel Basse (70.).

Det var top mod bund, da Lyngby i weekenden gæstede Aalborg og det bolsjestribede tophold AaB. Værterne har ikke haft den start på foråret de kunne ønske sig, og man havde inden dagens opgør blot fået et point i forårssæsonens første tre kampe, og med forholdsvis store nederlag til både AGF og FC. Nordsjælland, har nordjyderne været 2014’s negative overraskelse. Men det er nu heller ikke fordi, Lyngby har været specielt sprudlende i opstarten. Holdet ligger i en tæt bund næstsidst, og ligesom AaB havde man inden weekendens kamp forårets første sejr til gode. Med tanke på begge holds dårlige start, kunne man forvente en intens, tæt og nervepirrende kamp, hvor holdene skulle slås hårdt for de tiltrængte point.

Bedst ud til opgøret kom hjemmeholdet, der fra kampens start sad tungt på begivenhederne. I store dele af første halvleg var der jævnt med trafik foran de kongeblås felt, et pres AaB dog ikke formåede at omsætte til dissiderede store målchancer. Dødbolde havde hjemmeholdet til gengæld mange af, men her formåede hjemmeholdet på trods af hovedstødsstærke spillere som topscorer Viktor Ahlmann, aldrig rigtigt at blive farlige. I stedet skete det paradoksale: Udeholdet stjal bolden efter et AaB-hjørne – spillede en lang bold frem, og her var Mads Kaalund garant for en fræk afslutning, da han langt udefra og højest overraskende bragte udeholdet i front med et fladt skud. Føringen fik ikke hjemmeholdet til at slippe foden fra speederen: De kompromisløse nordjyder fortsatte det store pres mod Lyngbys mål, og blot to minutter inden pausen, var Aalborgklubbens landsholdsaktuelle Jannik Pohl, tæt på at kunne udligne de kongeblås føringsmål.

Fra anden halvlegs start var kampbilledet det samme som fra første. Det var AaB, der pressede gæsterne langt tilbage, men nordjyderne var på dagen ikke effektive nok, når de fik chancen. Det var gæsterne til gengæld, da de efter et sjældent besøg i AaB’s straffesparksfelt kunne afgøre kampen med målet til 2-0, som da også blev slutresultatet

AaB skuffende endnu engang, men kan tage det med fra kampen, at man dominerede i samtlige 90 minutter. Det skal man også forsøge at gøre i næste kamp, hvor modstanderen er OB på udebane. Lyngby skal bygge videre på de gode takter fra kampen i Aalborg, når de hjemme mod FC. Midtjylland, hvor man skal forsøge, at tage det næste skridt væk fra bunden.

 

 

Brøndby 0-1 Randers
0-1 Jeppe Mogensen (52.).
Det har ikke været sjovt at være U19-spiller i Randers på det seneste. Holdet har løbet ind i det ene nederlag efter det andet, og inden kampen mod Brøndby, havde man i skrivende stund ikke vundet i 2014 og kunne se sig selv indtage U19-ligaens sidsteplads. Så det var med ryggen mod muren, at man gik ind til kampen i det sjællandske, hvor modstanderen var formstærke Brøndby. Brøndby, der modsat Randers havde vundet deres to første opgør i forårssæsonen.

Hjemmeholdet levede dog ikke op til favoritværdigheden i dag. De unge heste fra Randers havde i første halvleg kampen, hvor de ville have den, og forstyrrede via højt og aggressivt pres Brøndbys pasningsspil. Det var også udeholdet der havde de farligste skudforsøg i første halvleg, men ingen af disse førte til nogle scoringer, så der var pausen stod 0-0.

Kampens sidste 45 minutter stod der også Randers på, og som halvlegen skred frem, lugtede der mere og mere af en scoring til Kronjyderne. Den kom, da udeholdets topscorer Jeppe Mogensen kunne sparke en returbold i nettet, og dermed bringe Randrusianerne på sejrskurs for første gang i 2014. Gökcan Kaya, der normalt er at finde på U19-landsholdet spillede en fremragende kamp. Han var sammen med resten af udeholdet rigtig dygtige til at holde i bolden efter føringsmålet, hvilket betød, at Brøndby aldrig rigtig fik indledt et pres mod gæsterne, og da heller ingen rigtige målchancer tilspillede sig. Om nederlaget kom fordi de blå/gule til dagens kamp manglende stortalentet Rezan Corlu skal være usagt, men der manglede noget af den vanlige kreativitet.

Om den første sejr i sæsonen siger Randers-træner Michael Kryger til klubbens hjemmeside:

– Det var skønt med en sejr. En fortjent sejr, der blev skabt af knaldhårdt arbejde og samtidig en fornem ro på bolden i løbet af kampen. Spillerne gav alt hvad de havde og de blev belønnet. De tre point giver sult efter flere og vi har heldigvis ni kampe endnu at hente dem i.

Ambitiøse Brøndby skal forsøge at rejse sig igen, når holdet i næste weekend drager til Vestjylland for at møde guldmedaljeaspiranterne fra Esbjerg. Randers kan med en sej i næste kamp mod HB. Køge, overhale Køgegenserne i tabellen og rykke væk fra sidstepladsen.

 

 

HB Køge 1-1 OB
0-1 Emil Peter Jørgensen (23.), 1-1 Victor Garcia (88.).

OB har på papiret et af de stærkeste hold i U19-ligaen. Desværre præsterer man for ustabilt, og holdets profiler indfrier ikke altid de store forventninger der er til dem. Mads Raben, der allerede har fået sin debut i Superligaen, er til dagligt at finde på U19-holdet og han med sine ni sæsonmål en af de spillere, der ikke underpræsterer.

Underpræsterede gjorde ej heller HB. Køge i kampens start, og svanerne var opsatte på at revanchere 0-4 nederlaget fra i efteråret. Desværre var starten af kampen ikke et retvisende billede på hvordan kampen som helhed forløb, og OB fik allerede i første halvleg lagt et tungt pres på HB. Køge – et pres hjemmeholdet havde svært ved at spille sig ud af. Efter et hjørnespark steg de blå- og hvidstribedes Emil Peter Jørgensen til vejrs, og med et flot hovedstød headede han bolden i mål. 1-0 til OB som også var stillingen ved pausetid.

I anden halvleg kom HB. Køge bedre med i kampen, men udover et forsøg på overlæggeren fik man ikke skabt de store chancer. Det tydede på endnu et nederlag til bundholdet, men i de døende minutter, skete der alligevel noget. Til de unges svaners held, var tidligere Nordvest FC-spiller Victor Garcia kommet på banen, og det var ham, der efter en returbold kunne ligge bolden over keeperen og ind i det tomme mål. Det var i kampens 88. minut, og da de sidste par minutter forløb uden de store begivenheder, sluttede kampen med et point til hver.

Om kampen siger HB. Køge U19-træner Lars Feist til klubbens hjemmeside:

– Vi har det rigtigt svært i dag – OB er godt hold, som vi vidste, vi ville får det svært med. Vi var forberedte på deres måde at presse os på, men vi var ikke dygtige nok til at løse det i første halvleg.

Selvom de unge svaner fik et tiltrængt point, er man stadig hårdt impliceret i bundstriden. I næste runde venter der et bundbrag, når man møder Randers. OB skal hjemme på Fyn møde topholdet fra AaB.

 

 

FC. Midtjylland 2-3 FC. Nordsjælland
0-1 Mikkel Jensen (4.), 1-1 Kristian Riis (50.), 1-2 Mikkel Jensen (72.), 1-3 Simon Lund (76.), 2-3 Razak Adebayo Odeyemi (89.).

Efter skuffende at have tabt forårets premierekamp mod Vejle, vandt de unge ulve i den forgangne weekend mod ellers stabile AGF. Nu var det så tid til en hjemmekamp mod FC. Nordsjælland, der gik ind til kampen med to sejre i forårssæsonens første to kampe i bagagen.

I kampens åbning var det da også tydeligt, at drengene fra Farum havde selvtilliden på plads. Blot fire minutter var der spillet, da holdets store profil Mikkel Jensen bragte gæsterne i front. Holdet fra heden var i denne periode af kampen ikke ved deres fulde fem, og først midtvejs henne i første halvleg, begyndte man igen at kunne genkende de vanligt så pasningsstærke midtjyske spillere. Det var et FCM-hold der trods at være bagud, kunne gå til pause med momentum.

I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet fra hvor de slap i første, og efter en dødboldssituation kunne 97’eren Kristian Riis prikke bolden over stregen og altså udligne til 1-1. Noget tydede nu på en FCM-sejr, men da nigerianske David Akintola efter et kvarters spil af anden halveg blev udvist, var det svært for hjemmeholdet at fortsætte med deres høje pres. Det gav nu udeholdet lidt mere ro på bolden, og det kan altså være farligt, når man ved hvor gode Nordsjællenderne er i pasningsspillet. Trods det faktum at FC. Midtjylland nu stod langt tilbage på banen og ikke var i så markant boldbesiddelse som da de var 11 mand på banen, klarede de undertalssituationen meget fint. Der skulle et drop fra målmand Rasmus Bach til, før gæsterne kom i front. Bach skulle have snuppet Mikkel Jensens forsøg men gjorde det ikke, og dermed fik den landsholdsaktuelle sjællænder fordoblet sin målhøst. Med blot et kvarter tilbage af kampen, var de unge ulve nu nødsaget til at begive sig frem på banen, også selvom det indebærer den risiko, at modstanderen scorer på en omstilling. Lige netop det skete nemlig blot fire minutter efter Jensens føringsmål, og nu var kampen reelt afgjort. Midtjyderne kan passende klandre deres nigerianske midtbanemand for nederlaget, da han blev udvist på et meget upassende tidspunkt (alle udvisninger sker på upassende tidspunkter). Holdet fra heden kan dog tage med, at man i de døende minutter fik reduceret. Det var U19-ligaens topscorer Razak Adebayo der garnede.

Det var en utilfreds og uforstående FCM U19-træner, der efter kampen udtalte sig til klubbens hjemmeside:

Vi gør ikke de ting, vi havde aftalt på forhånd, og det virker i flere situationer som om spillerne mangler troen og modet, siger Kenneth Andersen.

Der skal tre point på kontoen i næste kamp, hvis de sortklædte fra Ikast vil gøre sig forhåbninger om at blande sig i topstriden. Her er modstanderen bundholdet Lyngby. FC. Nordsjælland derimod, har efter den tredje sejr på stribe kravlet op på andenpladsen, og selvom man har spillet en kamp mere end førerholdet fra Esbjerg, ligner det, at holdet nu kan kæmpe med om de helt sjove pladser. Næste kamp er modstanderen Vejle.

 

 

FCK 3-1 Esbjerg

Vi har i forårssæsonen ikke set meget af det FCK-hold, der i efteråret imponerede alle ved at gå videre fra UEFA Youth League. Heller ikke meget tydede lørdag på en københavnsk sejr, da formstærke Esbjerg gæstede hovedstaden.

Det kunne ikke have startet bedre for de unge løver. Esbjerg havde landsholdsaktuelle Jeppe Brinch tilbage fra karantæne, men det blev ikke nogen god start, for efter to minutters spil havde forsvarskrumtappen begået straffespark. Daniel Iversen i kassen var chanceløs: 1-0! Igen en dårlig start af udeholdet, der i den forgangne spillerunde mod SønderjyskE også kom horribelt i gang. Men førerholdet kunne ikke acceptere kampens åbning, og med en spiller som sidste sæsons U17-ligatopscorer Søren Andreasen på holdkortet, kan man altid være rolig. Fem minutters spil: 1-1, og kampen kunne ikke have fået en mere spændende start. Eller jo, det kunne den faktisk, for blot fire minutter efter Esbjerg-angriberens udligning, kunne Daniel Iversen igen hente bolden ud af nettet. En ung løve havde med et vellykket langskud udplaceret Esbjerg-keeperen: 2-1.

Som kampen skred frem blev det klart for enhver, at FCK på dagen var for stærke. Esbjergs unge mandskab kunne ikke følge med københavnerne, der kom med et fysisk tryk af en anden verden. Med spillere som Younes Fefel, Mads Nordam og selvfølgelig anfører Mikkel Wohlgemuth, har hovedstadsklubben også nogle store profiler. I slutminutterne fik FCK afgjort kampen, så stillingen blev 3-1.

Nederlaget blev Esbjergs første i år, mens FC. København nu ligner nogle, der er ved at finde det spil, vi ved holdet kan præstere. De unge løver bliver spændende at følge i resten af sæsonen, og kan måske allerede i næste kamp igen tage alle tre point. Her møder holdet SønderjyskE, der har haft en kampfri weekend og burde være topklar. Rækkens førerhold fra Esbjerg tager hjemme i det vestjyske imod Brøndby.

 

 

Det lærte vi:

Det var den omvendte verden i U19-ligaen i denne spillerunde. Bundhold som Randers, HB. Køge og Lyngby fik point, mens topholdene AaB, Brøndby og FC. Midtjylland måtte gå skuffede fra banen. Ligaen er tæt – ikke mange point skiller top og bund – og alt kan ske. Vi fandt ud af, at førerholdet fra Esbjerg ikke er usårlige, og nederlaget til FCK var ikke ufortjent. FC. Nordsjælland var til gengæld denne rundes helt store vinder. Holdet fra Farum har nu vundet deres tre første kampe, og er avanceret fra en fjerdeplads ved vinterpausen til en anden plads nu. SønderjyskE, AGF og Vejle var ikke i aktion i denne runde, og sjovt bliver det især at se SønderjyskE, der jo var den helt store overraskelse i efteråret. Kan holdet finde tilbage til det spil de leverede før jul, kan de blive interessante at følge. Ingen kampe er vundet på forhånd i U19-ligaen, hvor alle kan slå alle!

Læs med næste gang, hvor D’ BOLD igen guider dig igennem spillerundes hektiske opgør fra U19-ligaen!

In this article