I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!
Efter en velfortjent ferie til D’ BOLD’s Talenttidsansvarlige, er vi nu igen tilbage med masser af mål, dramatik og spænding fra landets førende ungdomshold. Læs med!
U17-ligaen:
Blot en håndfuld kampe resterer der tilbage af U17-ligaen, og især i toppen spidser det til. FC. Midtjylland og Randers kæmper om titlen som landets bedste U17-hold, men med formstærke AaB lige i hælene kan topholdende ikke tillade sig at snuble. Solskinsvejr og påskeoverraskelser var der i denne weekend!
FC. Midtjylland 3-1 OB
1-0 Rasmus Nicolaisen (10.), 1-1 Andreas Hanen (39.), 2-1 Rasmus Nicolaisen (50.), 3-1 Nicolaj Damkjær Madsen (61).
Går vi blot et par uger tilbage, tydede alt på, at guldet skulle havne i de unge ulves skød. Efter en fremragende 5-1 sejr over FC. Nordsjælland, ramte holdet dog en dårlig stime, og med nederlag til konkurrenten fra Randers og en skuffende pointdeling mod Lyngby, var de unge talenter inden dagens opgør mod OB under pres. Gæsterne fra den fynske Ådal derimod, havde ikke gået fra banen som tabere siden november sidste år, så der var lagt i kakkelovnen til et spændende opgør!
Kampen startede bedst for hjemmeholdet, der virkede ivrige efter at vise, at nederlaget mod Randers var en enlig svale. Gæsterne blev som et resultat af hjemmeholdet gode presspil, gang på gang brudt, i deres forsøg på at kombinere sig frem af banen. I stort set alle facetter af spillet virkede hjemmeholdet skarpere, og OB’s talenter haltede bagefter. Allerede efter ti minutters spil åbnede værterne scoringen, da Rasmus Nicolaisen efter et hjørnespark bragte FCM foran 1-0. Kort inden pausetid ville OB dog også lege med, og efter en opfølgning på en returbold, kunne udeholdet gå til pause med 1-1. Fornævnte Nicolaisen var i dagens opgør en farlig herre, og ti minutter efter pausen var han igen på spil, da han steg til vejrs og headede bolden i mål – 2-0!
Da midtjyderne efter endnu et hjørnesparksmål kunne bringe sig i front med 3-1, var kampen reelt afgjort. De unge talenter fra Ikast havde chancerne til yderligere at ydmyge de blåstribede, men kampen blev ved de 3-1. Hjemmeholdets cheftræner Svend Graversen var efter kampen en mere end lykkelig mand, da han skulle prøve at sætte ord på kampen:
– Sæsonens bedste præstation. Uden tvivl. Det er lidt tilfældigt, at alle vores mål kommer efter hjørnespark, for vi skaber chancer nok i åbent spil til at lave 3-4 mål, siger Svend Graversen til klubbens hjemmeside.
FC. Midtjylland fører nu rækken med ét point ned til Randers, men kronjyderne har to kampe i hånden. OB hænger på i toppen på det yderste mandat, og det bliver spændende at se, om fynboerne kan rejse sig ovenpå nederlaget. Næste opgave for OB bliver hjemmekampen mod Vejle, som er lige i hælene på fynboerne i tabellen. Topholdet fra det midtjyske har en kamp mod de forsvarende mestre fra Esbjerg at se frem til.
AGF 0-2 FC. Nordsjælland
0-1 Mikkel Mouritz Jensen (5.), 0-2 Troels Cilius Nielsen (35.).
AGF er ikke garant for gode præstationer når det kommer til U17-fodbold. I fjor blev holdet nummer sjok i ligaen, og også i denne sæson har de gode resultater udeblevet for holdet fra den jyske hovedstad. Inden hjemmekampen mod de unge tigre fra FC. Nordsjælland havde man kun fået skrabet ét sølle point sammen i årets første fire kampe, så det var et AGF mandskab uden den store selvtillid, der gik på banen til dagens opgør. Holdet er ellers flittig repræsenteret på de danske ungdomslandshold, så hvad forklaringen på holdet nedtur er, skal være usagt. I hvert fald blev det endnu en skuffende dag på kontoret for de unge drenge fra Fredensvang..
Knap var kampen startet før bolden lå i nettet bag hjemmeholdets målmand – 1-0 til FC. Nordsjælland. Det virkede som noget ’de hvie’ havde prøvet alt for ofte før i denne sæson, men det skulle dog kun blive værre. Efter 35. minutters spil var den nemlig gal igen. Drengene fra Farum slog en hurtig kontra, og kunne via en friløber gøre det til 2-0. En stilling der også skulle vise sig at blive kampens slutresultat, noget der behagede udeholdets træner Kasper Kurland, da der også havde roser til overs for sine drenges præstation:
– Vi spillede noget vaf det bedste, vi har gjort i foråret, og vi var i fin kontrol kampen igennem, både når vi selv havde bolden og i defensiven. Vi burde endda have scoret et par mål mere på nogle rigtig fine angreb, især i 2. halvleg, siger Kurland til klubbens hjemmeside
Se målene fra kampen her:
https://www.youtube.com/watch?v=4RUnH7v9y60&list=PL1pYESxei3T9_tCXq24qJSTcWeLZ_aOSF
Hvis AGF skal have point på kontoen skal det være snart, for holdet har ikke mere end en håndfuld kampe inden sommerferien kalder. Næste gang hedder modstanderen Lyngby, der ligeledes har det svært i bunden af rækken. FC. Nordsjælland skal forsøge at hente den tredje sejr på stribe, når holdet møder Silkeborg.
Vejle 2-0 Lyngby
1-0 Hamid Khalidan (2.), 2-0 Simon Knudsen (16.).
Hold nu op, hvor har det været svært, at være spiller for Lyngbys U17-hold i denne sæson. Blot tre sejre i hele 20 forsøg er det blevet til, og holdet ligger på sidstepladsen i ligaen. Ikke siden forårspremieren mod FC. København har man hentet en sejr, og selvom man i seneste runde fik oprejsning, da man flot fik hentet et point mod førerholdet fra FC. Midtjylland, har det ikke fungeret for de kongeblå sjællændere. Dagens hjemmehold fra Vejle har dog ikke præsteret meget bedre. Blot to point i 2014 havde de østjyske U17-talenter inden dagens opgør fået tilkæmpet sig. Så det var tre point og oprejsning, der stod på spil!
Vejle startede kampen klart bedst, og som små fluer sværmede hjemmeholdet om Lyngbys mål. Gæsterne stillede sig langt tilbage på banen, så der var brug for noget kreativt, måske et langskudsmål? Dét var i hvert fald hvad Hamid Khalidan havde i tankerne, da han i kampens blot andet minut, fra en afstand af 25 meter smadrede bolden op i det ene målhjørne. En fremragende scoring af den talentfulde VB-spiller. Målet var kantspillerens femte sæsonscoring, og han er virkelig en spiller, der er værd at holde øje med. Det er der nu flere fra Vejle, der er, og efter 16. minutters spil kunne værternes Simon Knudsen score til 2-0 og bringe Lyngbygenserne helt ned i kulkælderen.
Nu var det dog som om, at alvoren gik op for udeholdet, der som første halvleg skred frem kom bedre ind i opgøret. Udeholdet havde sporadiske chancer, men ingen af dem faldt vej til netmaskerne. Anden halvleg forløb egentlig generelt uden de store chancer – Vejle ville ikke og Lyngby kunne ikke skabe flere chancer. Så kampen endte med 2-0 til hjemmeholdet, der efter kampen kunne strække armene i vejret, nyde forårssolen, og registrere at man nu havde vundet forårets første sejr. Om kampen sagde VB U17-træner Kim Engstrøm til klubbens egen hjemmeside følgende:
-Vi får en super god start på kampen med Hamid Khalidans flotte scoring. Det gav en tro på tingene som fulgte os godt ind i kampen. Vi er lige ved og næsten et par gange. Defensivt spiller vi meget afklaret
Især fremhævede hjemmeholdets træner iøjnefaldende Hamid Khalidan, men også andre:
– Hamid Khalidan scorer et flot mål og leverer derudover forårets bedste kamp. Jonas Spornberger spillede også en meget fin kamp inde centralt, mens Nikolaj Lyngø styrede bagkæden med en stærk præstation
Vejles U17-hold møder næste gang OB, en direkte konkurrent til subtopplaceringerne, hvorimod sørgelige Lyngby skal forsøge at få en succesoplevelse, når de hjemme tager imod AGF.
Brøndby 1-1 Haderslev
0-1 August Lomholt (15.), 1-1 Rasmus Grosen (77.).
Dagens udehold fra Haderslev stod i den lidt absurde situation, at de inden dagens opgør d. 12. april kun havde spillet to kampe i foråret, mens nogle af rækkens øvrige hold har spillet fem, nogle endda seks opgør! Det betyder selvfølgelig, at holdet er et par kampe bagefter, hvor man har chancen for at bevæge sig væk bunden, hvor man i store dele af sæsonen har indfundet sig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her på D’ BOLD redaktionen ikke har spået Haderslev FK’s U17-hold den store succes, men når holdet først vinder over FC. København og dernæst tager til Brøndby og får point, så vil vi gerne give holdet den anerkendelse de fortjener.
Kampen startede med en tidlig scoring fra en af udeholdets største profiler, offensivspiller August Lomholt. Netop Lomholt er med sine fire mål delt topscorer på holdet, noget der meget godt viser, hvor få mål holdet scorer. Kun HB. Køge har scoret færre mål! Nå, men hjemmeholdet fra Brøndby – storsatsende Brøndby, der inden sæsonen meldte ud, at nu skulle man altså satse på talentarbejdet – kunne selvfølgelig ikke acceptere at være bagud på hjemmebane. Efter gæsternes tidlige føring prøvede hjemmeholdet derfor ihærdigt at komme tilbage i opgøret, men den sidste skarphed foran mål manglede.
Det var først i kampens afgørende fase, at hjemmeholdet fik bragt balance i regnskabet. Med tre minutter tilbage af kampen, kunne talentfulde og landsholdsaktuelle Rasmus Groesen til stor jubel for de blå/gule udligne, til hvad der endte med at blive kampens slutresultat.
Hjemmeholdet kan med rette tillade sig at være skuffede over både spillet, men så sandelig over resultatet. Man skal kunne vinde kampe over bundholdende, hvis man som drengene fra Vestegnen, har ambitioner om at komme tilbage til toppen af dansk ungdomsfodbold. Det skal dog siges, at traditionsklubben fra forstaden har rykket flere af de lovende 97’ere op på U19-holdet, så dem kan U17-holdet altså ikke nyde gavn af. Til gengæld kan de i næste spillerunde nyde modstand fra konkurrenterne fra FC. København, når der er ungdoms ’New Firm’ i vente! Det bliver spændende! Haderslev har mange kampe at indhente, og den næste er ligesom Brøndbys et lokalopgør, når man drager til Esbjerg for at møde de forsvarende guldvindere.
HB. Køge 0-1 Esbjerg
0-1 Anders Dreyer (50.).
Det så inden kampen sort ud for udeholdet fra Esbjerg, der måtte give afkald på holdets bedste spiller Kasper Nissen, venstreback Andreas Ibsen og da Frederik Warming i første halvleg lod sig udskifte med en skade, kunne man frygte, at det ville få fatale konsekvenser for udeholdet, der har skuffet gevaldigt i denne sæson. Omvendt har Køge langt fra vores skræmmende, og holdet ligger på ligaens næstsidste plads, med blot to sejre i 20 forsøg – trist! Efter de unge svaner for nogle uger siden slog Lyngby i det livsvigtige bundbrag, gik glansen igen lidt af sjællænderne. To klare nederlag til OB og Randers. Derfor var det sæsonens skuffelse mod et af sæsonens bundhold, der lørdag skulle forsøge at tilkæmpe sig point.
Det startede bedst for hjemmeholdet, der i kampens begyndelse havde adskillige gode forsøg, men årets U17-talent – EfB-keeper Daniel Iversen var en sikker sidste skanse. HB. Køge havde fint momentum i kampen, noget der radikalt ændrede sig, da man allerede i kampens 21. minut blev reduceret til ti mand! Med en times tid tilbage at spille i, var det dømt til at gå galt, og da landsholdsaktuelle Anders Dreyer i kampens 50. minut bragte gæsterne i front, skete det uundgåelig for hjemmeholdet. Til slut fik de unge svaner fra Køge dog lagt et solidt pres på Esbjerg-forsvaret, men det blev ved de 1-0, der giver Esbjerg tro på bedre tider, mens det endnu engang må føles ganske forfærdeligt at være HB. Køge-spiller.
Om kampen siger Esbjerg U17-træner Lars Vind:
– Det var rart at få den anden sejr i træt, og så på ude bane. Det er vigtigt, efter de ting vi har været igennem. Det var især dejligt at holde nullet, hvilket vi ikke har gjort i et stykke tid. Det var en kamp, som vi havde kontrol over, men vi ville gerne have scoret lidt flere, siger han til klubbens hjemmeside.
Næste opgør for de unge vestjyder bliver hjemme mod Haderslev, som allerede er onsdag d. 23. april. HB. Køge skal prøve at genvinde deres stolthed, når de ligeledes skal spille mod Haderslev, der altså får et stramt kampprogram.
Silkeborg 2-1 FC. København
0-1 (9.),
Mens Silkeborg på seniorplan roder rundt i den næstbedste række, ja så formår klubbens U17-hold at opretholde værdigheden for klubben. Til alles store overraskelse har holdet fortsat det blændende spil fra efteråret, og vundet samtlige kampe i foråret. Ja, man kan snildt sige, at Silkeborg er forårets hold i U17-ligaen. Derfor var der noget at leve op til, da man hjemme tog imod de unge løver fra FCK. FCK, der er lidt svære at blive kloge på. På gode dage kan holdet spille blændende fodbold og storsejre, men på de dårlige gå helt ned med flaget, og således har man i foråret tabt til bundholdende Haderslev og Lyngby.
I kampens indledende fase var det løverne i teten. Efter blot et par minutter, havde holdet tilkæmpet sig chancer og hjørnespark, og det var spil mod ét mål. 0-1 blev det efter blot ni minutters spil – en forrygende start på kampen for den neutrale tilskuer. Efter den gode FCK-start kom hjemmeholdet mere med i kampen, og man burde have bragt balance i regnskabet, men både holdets topscorer Haroon Nourestani og Nicklas Røjkjær misbrugte kæmpemæssige chancer, så det stod stadig 1-1 ved pausen.
Efter pausen fortsatte de rødklædte Silkeborg-talenter deres blændende fodboldspil. Måske det havde noget at gøre med vinden, som hjemmeholdet nu havde i ryggen. I hvert fald tilhørte anden halvleg Silkeborg, og med sene scoringer i minut 63 og 74, viste Silkeborg hvordan et hold med selvtillid i bagagen agerer. Det er fremragende at følge U17-holdet fra Silkeborg, der også via landsholdsudtagelser til Sammy Skytte og Kasper Dolberg er blevet belønnet for det gode spil. Træner Anders Veller er da også henrykt over sit holds gode stime:
-Jeg må dog lige sige, at jeg er meget imponeret af en stime på seks sejre i træk. Det er ikke hverdagskost i U17 ligaen for nogle hold overhovedet. Det kan være svært for så unge spillere at holde fokus og koncentration over så lang en periode, siger han til klubbens egen hjemmeside
FC. København virker til at være for gode, til at blive rodet ind i bundstriden, men der skal ikke flere nederlag til, før holdet kan finde sig selv i den tunge ende af tabellen.
Det lærte vi:
I denne spillerunde af U17-ligaen var der endnu engang masser af spænding, dramatik og gode mål til den neutrale tilskuer. Mens Lyngby og HB. Køge har isoleret sig i bunden af rækken, ser det anderledes spændende ud i toppen. FC. Midtjylland kom tilbage på vanlig sejrskurs, da de slog normalt så stabile OB.