Talenttid 23-04-2014 – U19-ligaen – Pointtab til førerholdet, skuffende AaB og masser af mål!

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

De to bedste ungdomsligaer går snart i deres afgørende fase, og det er nu spillerne skal træde i karakter og vise, at lige netop de har kvaliteterne til en fuldtidskontrakt, plads på ungdomslandsholdet eller for nogen bare startplads U-holdet! D’ BOLD giver dig overblikket over ungdomsfodbolden – læs med!

U19-ligaen:

 

Den tætte U19-liga går ind i sin afgørende fase. Den ældste årgang – 1995’erne – har kun et par måneder tilbage af deres tid i paradis, før der står seniorfodbold på menuen. Kenskabet med seniorfodboldverdenen kan for nogen være startskuddet på en gloværdig karriere med masser af penge, mens det for andre kan være en stor omvæltning, og i værste fald ende med karriestop. De fleste superligahold har for vane at hente 1-3 spillere op pr. sæson, og spillere fra årgang 95 kæmper det bedste de har lært, for at blive udvalgt til superligaholdet efter sommerferien. Først, er der dog en U19-liga at koncentrere sig om, og her har holdene d. 12. april været i kamp. Der var en topkamp på papiret, idet rækkens 2. og 3. plads tørnede sammen. Derudover var der overraskende point til bundholdet HB. Køge, nordjysk lokalbrag og meget, meget mere:

AaB 1-3 Randers
0-1 Onur Albayrak (5.), 0-2 Jeppe Mogensen (25.), 0-3 Emil Riis (80.), 1-3 Frederik Børsting (84.).

Hvad er der sket i AaB, kan man med rette spørge sig selv om? Holdet lå inden starten på forårssæsonen på ligaens dukseplads, og havde udsigterne til at spille med om guldet. Her på D’ BOLD var vi heller ikke sen til at udpege de bolsjestribede nordjyder, som værende absolut topkandidat til guldet. Men meget har ændret sig. De kolde facts siger, at AaB kun har hentet to point i årets først fem kampe – pinligt! Det skulle der for alvor rettes op på, da man hjemme mødte bundholdet Randers. Det startede da langt fra planmæssigt for hjemmeholdet..

Nej, for det var de sultne, unge kronjyske heste fra Randers, der kom stærkest ud til kampen. Allerede da der var spillet fem minutter, havde det brændt på to gange i AaB-feltet, og begge gange pralede Randers’ skud af på træværket. Derfor kom det heller ikke som en overraskelse for nogen, da Onur Albarayk efter netop fem minutters spil med et elegant lob kunne bringe gæsterne i front. Randers tillod derfor AaB mere og mere spil, men i takt med aalborgensernes usikre pasningsspil, passede det scenarie udeholdet ganske fint. På en kvik omstilling gjorde de lyseblå det til 2-0 allerede i kampens 25. minut. De rød-hvide så ikke ud til at have meget at skyde med i dagens kamp, og det skulle da også blive endnu værre, da man i slutminutter måtte se sig bagud med tre mål. Det var den unge Randers-spiller Emil Riis, der normalt huserer på klubbens succesfulde U17-hold, der med scoringen til 3-0, fik scoret sit første mål i U19-ligaen. Han er værd at holde øje med. Seks minutter før tid fik AaB reduceret, men her var det for længst for sent at rette op på blamagen. AaB forspildte chancen for sejr, og med stor sandsynlighed nok også chancen for en top 3-placering. Holdet har været forårets helt store skuffelse. Randers ligger i bunden af rækken, og havde man ikke vundet dagens kamp over AaB, havde man lagt på sidstepladsen. Det virker dog til, at holdet er bedre end de andre bundhold, og når holdet rammer sit topniveau, er det en vanskelig modstander for alle hold. Om dagens sejr sagde Randers U19-træner Michael Kryger:

– Vi havde fuldstændig styr på kampen, og det er ikke tit, at man kan sige det efter en kamp ude mod AaB. Offensivt var der bid i tingene og en skøn skarphed i feltet, sagde træneren til klubbens egen hjemmeside

Næste opgave for de to hold, bliver for AaB’s vedkommende en udekamp mod førerholdet Esbjerg. Randers tager hjemme imod et andet bundhold – nemlig Vejle.

 

 

Vejle 2-2 Lyngby
0-1 Emre Mor (29.), 1-1 Patrick Rasmussen (71.), 2-1 Kasper Skjærbæk (78.), 2-2 Gustav Therkildsen (90+).

Der var lagt op til et intenst bundbrag i det østjyske, da U19-ligaens to svageste hold krydsede klinger. Hjemmeholdet fra Vejle har ligesom sidste sæson, været et fattigt bekendtskab i U19-ligaen, hvor man i fjor sluttede på næstsidstepladsen, og det er da også pladsen man indtager i denne sæson. Lyngby, ligaens sidsteplads, har det også svært, og der var ingen tvivl om, hvor vigtig dagens opgør var for begge mandskaber.

Vejle startede kampen fint, og havde et par gode muligheder i begyndelse af opgøret, men fik ikke puttet bolden i nettet. Det gjorde derimod Lyngby, da de efter en scoring af 97’eren Emre Mor kunne begynde at håbe på en tiltrængt sejr i bunden af tabellen. Vejle ville det dog anderledes, og efter store chancer inden pausen, fik man med 20 minutter tilbage af kampen endelig udlignet. Efter den forløsende udligning, var det ligesom om, at de rødklædte værter fik mere og mere momentum. Blot syv minutter skulle der gå, så blafrede målnettet igen bag Lyngbys keeper. Det var denne gang Kasper Skjærbæk, der nemt kunne score til 2-1. Målet var hans første i U19-ligaen. Desværre for holdet fra trekantsområdet, skete dét, der bare ikke måtte ske. I to minutters overtid fik Lyngby udlignet til 2-2. Skuffende for værterne, der selv mente de fortjente sejren. Træner Søren Vie Clausen siger således til klubbens egen hjemmeside:

Jeg synes, at vi viser at vi er et bedre hold end Lyngby. Vi presser dem ned, men vi vidste også at de ville få muligheder efter omstillinger. Vi udligner helt fortjent, og efter det andet mål har vi også chancerne til at lukke kampen. Det bliver lidt hektisk mod slutningen, men jeg synes vi har styr på det.

Endnu et uafgjort resultat hjælper ikke så meget for Vejle, som holdet nok havde håbet. Gæsterne fra Lyngby fik selvsagt heller ikke fuldt udbytte af kampen. Det må dog give lidt på selvtillidskontoen for begge hold, at man trods alt kunne gå fra kampen med et point. Næste kamp for at undgå en pinlig placeret, bliver for Lyngbys vedkommende en kamp mod AGF, alt imens VB’s U19-hold skal jagte tre point på Fyn mob OB.

 

 

Brøndby 3-2 SønderjyskE
1-0 Daniel Stückler (2.), 1-1 Mikkel Nikolajsen (17.), 2-1 Daniel Stückler (66.), 2-2 Mikkel Nikolajsen (76.), 3-2 Oskar Tranberg (82.).

De blågule fra den stolte klub fra den københavnske vestegn har fået en glimrende start på forårssæsonen i U19-ligaen. Holdet har kun lidt et nederlag, og i tabellen har man revancheret to pladser. Inden sæsonen var der da også snak om en større satsning på talentsiden i Brøndby, og Per Rud – klubbens sportsdirektør – kunne præsentere stortalentet Daniel Stückler og målmandskometen Viktor Anker – begge landsholdsaktuelle. Førstnævnte skulle vise sig at spille en stor rolle i dagens kamp mod SønderjyskE, der i skrivende stund netop har fået frakendt sig klubbens A-licens. Det betyder at klubben fra næste sæson ikke vil være at finde i det fineste selskab, men derimod må en tur ned i U19-divisionen. En skam for klubben, der i form af Haderslev Idrætsakademi satser benhårdt på talentarbejdet. Holdet har også en god håndfuld talentfulde spillere, hvoraf både https://www.dbold.dk/wp/../uploads/FIFA-E-sport.jpg Olesen, Marc Wehner og senest Mikkel Hedegaard har prøvet kræfter med Superligaholdet. Det var derfor to stærke mandskaber der skulle kæmpe om de tre point.

Kampen startede klart bedst for Brøndby, da den Daniel Stückler allerede efter to minutters spil kunne bringe hjemmeholdet i front. Scoringen var angriberens fjerde i foråret, hvilket må siges at være godkendt. Der skulle ikke gå mere end et kvarter, så blafrede målnettet igen, bare i banens modsatte ende. Denne gang var det den tidligere Esbjerg-midtbanespiller Mikkel Nikolajsen der kunne fejre en sjælden scoring. Nikolajsen havde en skadesplaget start på opholdet i SønderjyskE, men har på det seneste bevist hvilke kvaliteter han besidder.

Kampen var en åben slagudveksling, som Brøndby som kampen skred frem sad mere og mere på. Derfor var det kun naturligt, at Daniel Stückler med sit andet mål i kampen kunne gøre det til 2-1. Igen gik der ikke lang tid, så var der mål igen, og igen var det Nikolajsen der kom på måltavlen. Meget tydede på daværende tidspunkt på et remix, men hjemmeholdet ville det anderledes. SønderjyskE er nemlig et hårdt spillende mandskab, og det kan somme tider være holdets akilleshæl. I minut 82. pegede dommeren nemlig på pletten – straffespark til Brøndby! Iskold var Oskar Tranberg, og målet blev kampens sidste og afgørende.

Nederlaget var SønderjyskE’s tredje på stribe, og holdet er faldet hele seks placeringer i tabellen, siden efterårssæsonen. Det hører dog med til historien, at holdet er i kampunderskud, og får travlt med at afvikle de resterende kampe, som holdet er bagud. Næste kamp møder de lyseblå HB. Køge i en kamp, hvor der skal point på kontoen. Brøndby kan sagtens nå en topplacering og holdet virkede spændende og ganske sprudlende, når det først kører. Ligaen er tæt, og det kan være holdets fordel. Næste opgør er for dem ligeledes mod Køge.

 

 

 

HB. Køge 1-1 Esbjerg
0-1 Kasper Nissen (4.), 1-1 HB. Køge (64.).

Vi skruer lige tiden tilbage. Datoen siger 1. marts. Det er koldt, Esbjerg spiller uinspireret og dårligt, men slår alligevel udeholdet fra Køge. Nu var det så tid til at modsatte opgør, og de unge U19-svaner fra Køge havde revanche til gode.

I Morten Jepsens fravær blev der fundet plads til U17-profilen Kasper Nissen, der allerede efter fire minutters spil scorede til 0-1 for ligaens tophold fra Esbjerg. Efterfølgende burde førerholdet have scoret flere mål, og måske endda lukket opgøret, men manglende skarphed var et stort tema for vestjyderne i kampen, og i stedet skete der dét, der ikke må ske, hvis man skal have forhåbninger om guldmedaljer. I 64. minut dukkede en ung svane op ved bagerste stolpe, og pludselig var holdene lige igen. Selvom landsholdsaktuelle Mikkel Maigaard i kampens døende minutter havde et par gode forsøg, forblev stillingen 1-1, noget holdet fra den vestjyske hovedstad langt fra kan være tilfredse med. Det var heller ikke en tilfreds Rene Christiansen (EfB U19-træner), der efter kampen udtalte sig til klubbens egen hjemmeside:

– Vi smed to point i dag. Vi havde styr på dem i første halvleg, men fik aldrig lukket kampen med et 2-0 mål, selvom chancerne var til mere.

To point i de sidste tre kampe er ikke vanlig Esbjerg-stil, og det er utroligt, at holdet alligevel er på førstepladsen i ligaen. For HB. Køges vedkommende, var point livsvigtigt, da alle de andre bundhold i denne runde ligeledes fik point. Esbjergs næste opgave er hjemme mod formsvage AaB. Dagens hjemmehold tager imod SønderjyskE i næste kamp.

 

 

FC. Midtjylland 3-3 OB

Masser af mål på heden!

Der var lagt op til en stor kamp, da to altid stærke ungdomshold mødte hinanden. To unge 97’ere havde fundet vej til værternes startopstilling, men det var ikke til at se, at FC. Midtjylland manglende rutine i kampens begyndelse. Det blev 1-0 til de unge ulve via et straffespark, en føring der blev udbygget kort inden i anden halvleg, da talentfulde Ramjavakar ’Java’ Yogathas gjorde det til 2-0. Herefter skete der dog noget besynderligt og uforklarligt. Hjemmeholdet stoppede med at spille, og tillod OB mere og mere plads. På fem rædselsminutter fik gæsterne fra den lille ø scoret to gange, og kampen var nu igen lige. OB – der har et yderst profilspækket mandskab – fortsatte deres kompromisløse stil, og scorede kort efter målet til 2-3! Det var kun for en sen, sen scoring af Midtjylland-spiller Rasmus Lauritsen, at kampen endte i remis.

Klubben fra Ikast spiller med i toppen af rækken, og med klubbens talentsetup og historisk set gode ungdomshold i mente, så ville det overraske D’ BOLD’s skribent, hvis ikke de unge ulve til sommer står med medaljer om halsen – af en eller anden karat! Næste kamp møder holdet Esbjerg i et vaskeægte topbrag. OB møder Vejle

 

In this article