Michael Tørnes satser på, at hans finske klub HJK Helsinki genvinder mesterskabet og gør en god figur i Europa.
HJK Helsinki skal enten i Europa League-gruppespillet eller i Champions League-gruppespillet, og så skal finnerne også genvinde mesterskabet.
Det fortæller HJK Helsinki-målmanden Michael Tørnes, der for kort tid siden skrev under på en kontrakt gældende for resten af året med klubben.
– Målet er selvfølgelig et nyt mesterskab, og derudover satser klubben på at gøre en god figur i Europa til efteråret. Målet er at komme videre til et gruppespil – enten i Champions League eller i Europa League, siger Michael Tørnes til bold.dk.
Tørnes, der tidligere har spillet Superliga-bold for Brøndby IF, har fået et positivt indtryk af finsk fodbold.
– Stilen virker til at være meget teknisk, og vi går efter at bygge spillet meget op nedefra. Niveauet virker til at være pænt højt, siger han.
HJK og Michael Tørnes spiller sæsonens første kamp, når de søndag tager i mod Jaro.