Vestergaard om Hoffenheims monsterpres: Svært

Hos Jannik Vestergaard i Hoffenheim bliver der spillet fodbold med fart på – der er varmt i begge ender for de blå og det er en svær spillestil 

Hoffenheim er det næstmest scorende hold i Bundesligaen, hvilket kun er overgået af altdominerende Bayern München. Imponerende for en klub der i sidste sæson sluttede tredjesidst og på et hængende hår blev i den bedste tyske række. Dog er Hoffenheim også klubben med flest mål lukket ind, hvilket også viser en del. Holdet spiller med et ekstremt aggressivt pres, der som statistikken tydeligvis viser, både er en klækkelig fordel, men også en klar ulempe.

“Som forsvarsspiller vil man gerne spille på et hold, der lukker få eller optimalt ingen mål ind. Men vores spillestil er med et højt forsvar, hvor vi meget aggressive søger bolderobringen højt oppe på modstanderens banehalvdel. Det fører til mange chancer, men hvis presset bliver overspillet, så står vi næsten på midterlinjen og ofte mand mod mand eller i undertal. Så det er meget risikobetonet. Men vi får mange chancer, når vi vinder den,” fortæller Jannik Vestergaard til bold.dk.

Trods spillestilens skønhedsfejl, tror klubbens dansker på en snarlig forbedring:

“Vi arbejder selvfølgelig på, at vores pres skal sidde endnu bedre, så modstanderne ikke kommer ud af det. Hvis det ikke lykkes for os at komme ind i nærkampene, må vi trække os lidt længere tilbage, så vi har lidt balance og kan skifte lidt. Men før det fungerer perfekt, tror jeg, at vi fortsat vil score mange mål men også få mål imod. Det er en vanskelig spillestil. Det handler om at forsvare perfekt, men så bliver vi også svære at spille imod. Det var sådan, vi fik succes mod Bayern hvor vi forstyrrede dem højt oppe på banen,” slutter forsvareren.

In this article