I en sæson hvor forhåbningerne for danske Andreas Christensen højst sandsynligt var en smule spilletid for Chelseas førstehold har konkurrencen været hård. Gary Cahill og John Terry har virket stærkere efter tilbagevendelsen af Jose Mourinho på Stamford Bridge, hvilket har gjort køen til førsteholdet for ungdomsspillerne statisk.
I Chelseas seneste kamp hvor John Terry manglede, nemlig den utrolige vigtige kamp mod Liverpool, blev Thomas Kalas valgt som afløser, hvilket også viste at Christensen og resten af Chelsea-talenterne står længere tilbage i køen.
Daily Mirror skriver i dag at Manchester City er interesseret og derudover dette om den unge danske forsvarer:
“Andreas vil spille og udvikle sig selv noget mere. Der er et problem på vej, og det handler ikke om penge. Det handler om hans fodboldkarriere,” fortæller en kilde der angiveligt er tæt på Andreas Christensen.
På trods af 19 kampe og tre mål for Chelseas U21-hold ser det endnu mere sort ud for danskerens førsteholdschancer til sommer, da stortalentet Kurt Zouma ankommer fra Frankrig.