Dansk stortalent tæt på oprykning i Tyskland

Danske Yussuf Poulsen, som til dagligt spiller i RB Leipzig, er blot tre point, og mangler to kamp, fra oprykning til den næstbedste tyske række.

Det tidligere Lyngby-talent valgte i sommer at skifte til den Red Bull-ejede tyske klub RB Leipzig.

– Jeg kunne have taget rigtig mange andre steder hen, hvor jeg nok ikke havde fået så meget spilletid. Men kamptræningen er bare rigtig vigtig. Næste år hedder det formentlig 2. Bundesliga, og så bliver det et helt andet niveau, siger Yussuf Poulsen, der vurderer niveauet som bedre og meget mere intenst end den 1. division, han kom fra i 2013. 39.000 tilskuere overværede topkampen mod Darmstadt i forrige weekend.

Yussuf Poulsen, der er let genkendelig med sin karakteristiske rastafari-frisure, fokuserede på udviklingsmuligheder, og det gav pote. Tæt på fuld spilletid i sæsonen med otte mål og seks assists til følge.

– Når Yussuf er færdigudviklet, spiller han i Milan eller Dortmund. Men han arbejder dagligt med sig selv, han er forbilledlig, sagde danskerens træner Alexander Zorniger til det tyske fodboldmagasin Kicker kort før jul.

Lørdag gæster Saarbrücken den moderne Red Bull Arena i Leipzig til en kamp, hvor en hjemmesejr betyder oprykning. Elevatorturen mod tysk topfodbold kan begynde.

– De har rigtig store ambitioner og vil hurtigst muligt op i Bundesligaen. Al fokus bliver lagt på det her hold. Der bliver tænkt på hver en lille ting. Vi har et setup som kun Bundesliga-klubber har, fortæller Yussuf Poulsen om hjemmebanen på det store stadion, der blev bygget til VM i 2006, og det nyopbyggede træningsanlæg.

Skabelonen, der bliver arbejdet ud fra, hedder Hoffenheim. Bundesliga-klubben, der har U21-landsholdets anfører, Jannik Vestergaard, i truppen, stormede op gennem rækkerne med store penge i ryggen fra 2006-2008. Det skete med Ralf Rangnick som træner. Han er i dag sportschef i RasenBallsport Leipzig, hvor pengene kommer fra den østrigske energi drik-producent Red Bull, der sponsorerer klubben.

– Man har kørt stilen som Hoffenheim gjorde ved at købe unge sultne talenter, som gerne vil fremad, siger Yussuf Poulsen, der håber på at tage hele turen op igennem rækkerne med klubben.

– Klubben har hele tiden sagt, at jeg er en af dem, der skal med hele vejen op. Mit første mål var at rykke op i denne sæson. At spille 2. Bundesliga som 20-årig vil være godt. Hvis jeg spiller Bundesliga som 22- eller 23-årig, kan jeg godt være tilfreds, siger Yussuf Poulsen med et lille forbehold.

– Men hvis jeg lige pludselig laver 25 mål i 2.Bundesligaen uden at vi rykker op, kan der jo komme et tilbud fra en anden klub. Det kan man aldrig vide.

Yussuf Poulsen har kontrakt med RB Leipzig frem til sommeren 2017.

In this article