Navnet Alexander Jakobsen er formentlig ikke særlig kendt i Danmark, men den 20-årige andetholdsspiller for PSV er mere kendt end som så
Som 12-årig var Alexander Jakobsen med i en Danske Bank-reklame, hvor han viste sine evner med bolden frem og blev kendt som Danmarks ‘mini-Ronaldinho’. Otte år efter spiller han i den hollandske storklub PSV Eindhoven, men det er endnu ikke blevet til meget spilletid.
– Jeg har ikke spillet så meget, som jeg gerne ville. I den her klub er der meget stor konkurrence, og det er lidt et problem at være andetholdsspiller, for når folk fra førsteholdet kommer ned, skal de spille uanset hvad. På et tidspunkt kom jeg ind og scorede, mit navn kom i aviserne, det hele kørte bare. Jeg tænkte, at jeg ville spille næste gang, men jeg var ikke engang i truppen, fordi Luciano Narsingh (offensivspiller i periferien af landsholdet, red.) kom ned og skulle spille. Jeg har ikke noget at skulle have sagt, når jeg spiller på andetholdet. Men det har jeg lært meget af, siger Alexander Jakobsen til Tipsbladet.
Kontrakten med PSV udløber til sommer, og derfor skal Alexander Jakobsen finde sig en ny klub at spille for, men han har endnu ikke besluttet sig for, hvor det skal være.
– Jeg vil ikke udelukke noget. Jeg har lært utroligt meget i den her klub, og jeg er glad for at være her. Jeg er klar til at tage skridtet igen. Jeg har trænet, jeg har lært, og jeg føler mig klar til at starte min karriere.
Den gamle Danske Bank-reklame med ‘mini-Ronaldinho’ kan du se ved at klikke her.