FCK-talent: Dejligt at bidrage

18-årige Yones Felfel fik en hovedrolle i Superliga-kampen mod Viborg i går aftes efter sin indskiftning.

Bronzeaspiranterne fra FC København havde svært ved at komme til chancer imod bundholdet fra Viborg torsdag aften. Men med to indskiftninger af manager Ståle Solbakken lykkedes det alligevel løverne at få dirket Viborg-forsvaret op.

Nicolai Jørgensen lavede comeback-mål, mens det uprøvede offensivtalent – i Superliga-sammenhæng – Yones Felfel kom på banen, og fremtvang et straffespark som Thomas Kristensen eksekverede.

– Det er altid dejligt at kunne bidrage på holdet. Det håber jeg at kunne gøre noget mere. Det går væsentlig hurtigere, men det er en god udfordring, sagde Yones Felfel efter kampen til FCK TV.

– Det er dejligt at blive matchet på allerhøjeste niveau, og det er jeg selvfølgelig taknemmelig for. Det giver mod på mere.

Yones Felfel blev i vinters rykket op i FC Københavns førsteholdstrup.

In this article