Mads Hvilsom udtaler, at han ikke tager tilbage til FC Midtjylland, som i øjeblikket har lejet angriberen ud til 1. divisionsklubben Hobro.
Mads Hvilsom har spillet de sidste to sæsoner i 1. divisionsklubben Hobro, hvor han er lejet til fra FC Midtjylland. Han har sammen med resten af Hobro haft en meget succesrig sæson. Og angriberen udtaler, at han ikke vil tilbage til ulvene.
– Det kan jeg sige med næsten hundrede procents sikkerhed. Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Vi er ved at snakke om det, men det er en svær periode at diskutere det i, når der stadig mangler kampe, og klubberne ikke ledere efter spillere. Men det bliver i hvert fald ikke tilbage til Midtjylland for at være andet- tredjevalg. Det er begge parter enige om, siger Hvilsom til bold.dk.
Den unge angriber på kun 21 år, vil derfor hellere ud og finde en ny arbejdsgiver, som kan give ham tid på banen.
– Jeg skal ud og vise, hvem jeg er, og det gør jeg ikke ved at sidde på bænken i Midtjylland. Så håber jeg, at der er en klub, der vil have mig. Jeg har ikke snakket med nogen endnu, så jeg skal nok til at score nogle mål. Så kan det være, der kommer nogle opkald.
Hvilsom ser det ikke som en åbning til Midtjyllands trup, at de har kvalificeret sig til at spille ude i Europa, og derfor kan få et meget travlt efterår.
– Overhovedet ikke. Jeg ser det virkelig kun som en nødsituation, og det har jeg også snakket med Steinlein (FC Midtjyllands sportsdirektør, red.) om. Alt andet har næsten større interesse i 1. division og Superligaen.
Mads Hvilsom fik debut for FC Midtjylland allerede som 16-årig. Og han har været udlejet til Hobro siden 2012 hvor han har spillet 26 kampe og scoret ni mål indtil videre.