16-årige Lasse Askou Mikkelsen fra Esbjerg fB er overbevist om, at skiftet til PSV Eindhoven er det rigtige efter besøg i klubben.
Tirsdags afsluttede han sin sidste skriftlige afgangsprøve i folkeskolen, onsdag blev han så præsenteret i den hollandske storklub PSV Eindhoven. Her skal den 16-årige målmand fra Brørup i fremtiden udleve sine drømme.
– Det har ikke ligget mig fjernt at komme til udlandet og udleve mine drømme. Der er gode eksempler på, at det er gået unge danske fodboldspillere godt i Holland, og efter at have besøgt klubben og de fantastiske mennesker er jeg overbevist. De har styr på talentudviklingen og ved, hvad der skal til for at få unge spillere til at fungere. Jeg er bevidst om, at jeg tager en chance ved at flytte til udlandet som 16-årig, men jeg vil kæmpe hårdt for at få det til at lykkes, siger Lasse Askou Mikkelsen til Esbjerg fB’s hjemmeside.
Lasse Askou Mikkelsen skal i starten bo hos en plejefamilie i Holland, hvor hverdagen vil komme til at bestå af tre timers træning i klubben, mens han ved siden af vil tage en netbaseret HF-uddannelse.
Det er med vemod, at målmandstalentet pakker kufferten og flyver til Eindhoven fra Esbjerg, der har betydet meget for ham.
– Jeg er meget taknemlig for, hvad jeg har lært i et suverænt træningsmiljø med de andre målmænd, Daniel Iversen og Jeppe Højbjerg, vores træner, ”Mus”, og et par gange om ugen med Lars Winde. Jeg har været rigtig glad for at være i EfB, der har været et godt springbræt til at komme til udlandet.
Lasse Askou Mikkelsen, der har spillet tre U16-landsholdskampe, skifter nu den danske U17-liga ud med PSV’s hold i B1-rækken i Holland.