Talenttid 02-04-2014 – U17-ligaen – Historien om Silkeborgs stime, uduelige AGF og to intense lokalopgør

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

Som en optakt til de kommende kampe i U17-ligaen, er D’BOLD nu klar med kampreferaterne fra seneste spillerunde. En spillerunde der blandt andet bød på en forsmag på det ’New Firm’-opgør, der i weekenden spilles i Superligaen mellem FC. København og Brøndby.

 

U17-ligaen:

kilde: dbu.dk
kilde: dbu.dk

Esbjerg 2-1 Haderslev

Selv om afstanden mellem Esbjerg og Haderslev rent geografisk er forholdsvis stor, så er kampen det tætteste på et lokalopgør, som klubberne kommer. Storebror i den sammenhæng er Esbjerg, der på trods af en meget skuffende sæson, stadig ligger et stykke foran Haderslev i tabellen. Haderslev, der er ungdomsholdet til SønderjyskE, har haft det meget svært i U17-ligaen. Holdet havde inden kampen mod Esbjerg blot hentet et enkelt point i 2014, så det var med kniven for struben at holdet gik ind til opgøret. Hjemmeholdet fra Esbjerg, havde inden dagens kamp trods alt vundet de seneste to, og kunne dermed lave et hattrick hvis holdet også vandt lokalkampen.

Det var der meget der tydede på, at de ville gøre, da Kasper Nissen efter 29 minutters spil gjorde det til 1-0 for vestjyderne. Herefter gik det stærkt. Haderslev gav bolden op, og kunne blot minuttet efter at have været kommet bagud, udligne til 1-1. To minutter senere gjorde Mathias Nielsen det til 2-1 for hjemmeholdet, og alt dette på blot tre minutter.

I anden halvleg var Esbjerg mere i kontrol, og havde flere gange muligheden for at udbygge føringen. Kampen endte 2-1 til hjemmeholdet, der høstede tredje sejr i april måned. Haderslev må kigge indad, efter stadig at være uden sejr i forårssæsonen.

 

 

OB 0-0 Vejle

Sæsonens helt store overraskelse for Vejle, fortsætter bare med at imponere runde efter runde. U17-drengene fra det østjyske kom til kampen på Fyn med god selvtillid, da man havde fået fire point i de seneste to kampe inden opgøret. OB har trods nederlaget mod rækkens førerhold FC. Midtjylland, haft et fornuftigt forår. Holdet ligger placeret på ligaens fjerdeplads og med en lang række 97’ere (2.års) i truppen, har fynboerne erfaringen som deres største force

Kampen startede med Vejle i teten, og de rødklædte gæster havde allerede efter blot fem minutter en stor chance, der dog blev misbrugt. Fra anden halvlegs start var det i stedet de stribede fra Odense der havde spilovertag og skabte chancerne. Chancer, der aldrig udmøntede sig i mål, og derfor sluttede kampen mellem de to subtophold uden mål – 0-0!

 

 

FC. København 2-1 Brøndby

Danske største fodboldkamp. Sådan kalder vi som regel kampen mellem de to største fodboldklubber i Danmark. Selvom rivaliseringen ikke er nær så voldsom i U17-ligaen, så er den der, og for begge klubber var kampen ganske speciel. Hverken FCK eller Brøndby’s U17-hold kom dog ind til kampen med selvtillid i bagagen, da Brøndby skuffende måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Haderslev, og de unge ulve fra København var blevet løbet over af sprudlende Silkeborg.

Det var hjemmeholdet der kom bedst ud til kampen, og efter en god omstilling var de hvidklædte allerede fra kampens spæde begyndelse ved, at bringe sig foran. Brøndbys målmand Viktor Anker fik dog flot reddet forsøget. I det 13. minut kunne udeholdet derimod ikke holde værterne fra at score, da et indlæg fra venstre havnede for fødderne af en FCK-angriber, der flot sendte bolden i nettet. Det gjorde værterne igen kort efter, så man kunne gå til pause med en 2-0-føring.

I anden halvleg prøvede gæsterne fra Vestegnen at stille sig lidt længere frem på banen. På et tidspunkt var Brøndby ved at score, da der opstod kaos i FCK’s forsvar efter et ellers mindre farligt indlæg. Chancen blev dog misbrugt af de blå-gule, der først i kampens slutminutter fik lagt et dissideret pres på løveburet. Efter en dødbold blev det 1-2, og gæsterne pressede på i slutminutterne. U17-holdet fra FCK stod begravet i eget felt, men klarede skærene, og kunne til sidst juble over første sejr i næsten en måned.

 

 

Haderslev 3-1 HB. Køge

To hold der ligger og kæmper i bunden af U17-ligaen, mødtes i Haderslev til en kamp om tiltrængte point. De unge svaner fra HB. Køge gik til kampen velvidende, at de i de seneste tre opgør ikke havde fået andet end jord på knæene og solskoldede næser og da slet ingen point til tabellen. En tabel man i Køge og omegn nok heller ikke kigger så meget på. I hvert fald burde dette resultere i misfornøjelse, da man ligger absolut sidst i U17-ligaen. Derfor var kampen mod formsvage Haderslev vital.

Desværre blev det til 3-1 nederlag til udeholdet, der gav U17-ligadebut til Elias Fritjof og Frederik Nielsen, der normalt spiller på klubbens talentfulde U15-hold. Holdet har det rigtig svært i U17-ligaen, mens dagens hjemme, Haderslev, fik en tiltrængt sejr.

 

 

 

FC. Nordsjælland 2-2 Silkeborg

Samtlige seks kampe i forårssæsonen havde Silkeborg vundet, inden de skulle en tur til Farum for at møde de unge tigre fra FC. Nordsjælland på deres kunstgræs. Lad os starte med at sige, at hjemmeholdet i dag brød udeholdets stime af sejre. Det ændrer dog ikke på, at Silkeborg har været rækkens helt store oplevelse at følge.

Værterne fra Farum kom bedst ud til kampen, som holdet dominerede i store dele af kampen. Stik imod spil og chancer var det dog formstærke Silkeborg, der kunne bringe sig i front, blot for derefter få minutter senere, at indkassere et mål. Dermed var stillingen ved pausen 1-1.

Anden halvleg blev noget anderledes end første. Nu var Silkeborg mere i teten, men igen gav det bagslag at være i besiddelse af bolden, og derfor kunne værternes Troels Cilius Nielsen, efter fem minutters spil af anden halvleg, gøre det onde ved holdet fra Søhøjlandet, da han scorede et flot mål. Desværre for hjemmeholdet, blev kampens resultat 2-2. Det udlignende mål fra Silkeborg kom langt inde i overtiden, da det massive pres mod tigrenes mål endelig resulterede i en scoring. Scoringen var nok til at give udeholdet point med tilbage til Jylland, men ikke nok til at fortsætte den fremragende stime. Holdet er dog stadig på imponerende vis ubesejrede i forårssæsonen. FCN ligger på en 10. plads, og burde være for stærke til at blive involveret i bundstriden.

 

 

Lyngby 2-0 AGF

Med rette har vi her på D’ BOLD redaktionen ytret os mindre positivt om AGF, og deres forårssæson. Holdet havde inden kampen mod bundproppen fra Lyngby ikke hentet en eneste sejr i hele forårssæsonen, og var i skrivende stund placeret på rækkens 11. plads. Pinligt for traditionsklubben, at man ikke kan høste et bedre ungdomshold. Det er da heller ikke fordi, at Lyngbys U17-mandskab har været noget at skrive hjem om i denne sæson. Holdet ligger også i bunden – men modsat AGF – har man ikke forudsætningerne for en højere placering, da konkurrerende klubber ofte henter talenter fra de kongeblå i en meget ung alder.

Kampen startede med en tidlig scoring, da hjemmeholdets Simon Friis headede bolden i mål. En drømmestart for Lyngby, der virkelig virkede klar til at slås for enhver meter på grønsværen. Kampen var nemlig meget fysisk præget, og kampen vil næppe blive husket for nogen køn forestilling. Det var da også efter en mindre slåskamp med bolden i centrum, at sjællændernes Jacob Bruun vandt en tackling og derefter på heroisk vis, trillede bolden de sidste meter ind over stregen.

Anden halvleg var en kamp for overlevelse for hjemmeholdet, mens udeholdet prøvede og prøvede, men ikke fik omsat deres chancer til mål. 2-0 til Lyngby, og endnu mere salt i såret for blødende AGF.

 

Det lærte vi:

Topholdene fra Randers og FC. Midtjylland var ikke i kamp i denne runde. Det var til gengæld bundholdene, og her skete der mærkværdige ting. HB. Køge tabte til Haderslev, og svanerne må hænge gevaldigt med næbet, når de kigger på tabellen – her ligger man nemlig sidst. Lidt skuffende må det være for ambitiøse Brøndby, at man tabte lokalopgøret mod FC. København. Til dels fordi det var et lokalopgør – de er altid intense – men især fordi man er så seriøse i ungdomsarbejdet på den københavnske vestegn. Esbjerg fik tilkæmpet sig lidt af holdets værdighed tilbage, da man relativt sikkert besejrede Haderslev. Det var sejr nummer tre på stribe for de forsvarende mestre, der dog ikke kan nå andet end en midterplacering. Spændende bliver det i kommende spillerunde, når topholdene igen skal i kamp. Der er blot fem spillerunde tilbage, så skal guld, sølv og bronze uddeles, og D’ BOLD er selvfølgelig med hele vejen!

In this article