Talenttid 11-06-2014 – Afgørelsens time i U19-ligaen

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U19-ligaen:

Kampen mellem Esbjerg og FC. Nordsjælland var spillerundens og årets helt store kamp i dansk ungdomsfodbold. I dette afsnit af Talenttid, kan du læse alt om det store opgør.

AaB, OB, Brøndby, Randers og Vejle har i denne runde ikke været i kamp. Enten kan du læse om disse holds kampe i næste udgave af Talenttid, eller også er holdene færdige for denne sæson, og du kan læse om dem i vores afrundingsudgave af Talenttid om to uger.

Esbjerg 1-1 FC. Nordsjælland
0-1 Souheib Dhaflaoui (40.), 1-1 Søren Andreasen (70.).

Sjældent har der været så mange mennesker på Esbjerg Atletikstadion som tilfældet var lørdag d. 7. juni. Kampen mellem nummer 1 og 2 i U19-ligaen kunne afgøre hvorvidt FC. Nordsjælland skulle forsvare guldet fra i fjor, eller om de unge vestjyder fra Esbjerg skulle løbe af stablen med titlen som Danmarks bedste ynglinge hold. Bedst så det inden kampen ud for Esbjerg, der var tre point foran dagens modstander, og kunne overleve med et uafgjort resultat, mens en hjemmesejr ville sende guldet til Esbjerg.

Esbjerg kunne ikke helt mønstre de stærkeste 11 spillere til kampen, da både Jeppe Brinch og Mathias Kristensen sad udenfor med karantæne. FC. Nordsjælland havde både profilerne Emiliano Marcondes og Mikkel Jensen til rådighed, da de efter en tur med U19-landsholdet atter var tilbage på dansk jord. Samme tur var EfB-anfører Jonas Gejel Hansen i øvrigt på.

Begge hold lagde ud som lyn og torden, og var opsatte på at komme godt i gang. Hjemmeholdet havde ved Søren Andreasen en stor mulighed for at bringe sig foran, men chancen løb ud i sandet. Også gæsterne fra Farum havde ved holdets anfører Mathias Hebo Rasmussen en stor chance, men vestjyderne har i målet U18-landsholdsmålmand Daniel Iversen, der stod en fin kamp og også snuppede Hebos forsøg. Efter nogle hektiske minutter med chancer i begge ender, begyndte udeholdet at dominere mere og mere. Den unge tiger, Rasmus Johansen, var via et saksespark tæt på at score det forløsende mål, men bolden røg over mål. Mange chancer misbrugte de unge tigere generelt set i første halvleg, og man begyndte at tænke på, om det var en af de dage, hvor bolden bare IKKE ville i mål. Der skulle dog en tilfældig til, før FC. Nordsjælland kunne bringe sig foran. Et indlæg fra højre blev sendt i feltet, og efter en tæt duel med hjemmeholdets højre back Daniel Kristiansen, kunne Souheib Dhaflaoui heade bolden i mål. Eller det troede man, men ser man situationen igen ligner det, at Daniel Kristiansen lige akkurat snitter bolden til sidst, og derfor må den uheldige forsvarsspiller med hjelmen noteres for et selvmål. Første halvleg blev langt hen af vejen spillet på FCN’s præmisser, med Esbjerg som sløve statister i sommervarmen. Derfor var der meget at snakke om i pausen, mens de mange fremmødte tilskuere kunne lade øjnene hvile og sole sig.

I anden halvleg var Esbjerg langt mere med i kampen, og holdet kæmpede sig ufortrødent ind i en kamp, som i første halvleg slet ikke havde været en del af. Flere gange var Søren Andreasen farlig, og det var netop den tidligere U17-ligatopscorer og landsholdsaktuelle angriber, der efter 70 minutter kunne bringe balance i regnskabet. Anfører Jonas Gejel Hansen slog en bold bredt til tidligere Vejle-spiller Peter Nielsen, der snørede sin direkte modstander, for dernæst at aflevere kuglen til Nicolai Forst. Forst sendte hurtigt ansvaret videre til Søren Andreasen. Hele Atletikstadion holdt vejret, hvorefter Andreasen, der i øvrigt er lillebror til klubbens Superligaspiller Jakob Andreasen, lagde bolden til rette og køligt placerede den udenfor en sprællende tiger i FCN-buret. 1-1 – jublen brød løs som sjældent set på Atletikstadion, og EfB’s U19-talenter fejrede målet, som var det VM-slutrunden, man netop havde vundet. Fair nok – målet var vigtig – og jubelscenen skulle passe til anledningen. Efter udligningen bevægede Nordsjælland sig længere frem på banen, for at score det mål, der kunne sende holdet på førstepladsen i ligaen. Drengene fra Farum sad da også solidt på kampens sidste kvarter, men det blev ved boldbesiddelse, mens hjemmeholdet skabte chancer på omstillinger. I perioder lå det i luften, at de blå-stribede jyder ville afgøre kampen og hive guldet i land, men gæsternes islandske landsholdsmålmand stod en fremragende kamp, og forhindrede indskiftede Kasper Nissen i at score, da den Ronaldo-lignende kantspiller sparkede højt i målet. Fladt i målet sparkede hjemmeholdets anden indskiftede spiller, Morten Jepsen, men også den chance kom Runar Alex Runarsson ned til. Derfor sluttede opgøret med 1-1. Et resultat hjemmeholdet tydeligvis var mest tilfredse med – noget man kunne tyde på spillernes reaktioner efter kampen. Her kastede FC. Nordsjællands spillere sig skuffede ned i græsset, mens EfB’s talenter omfavnede hinanden. Mon ikke det var guldet, vestjyderne med det uafgjorte resultat tilkæmpede sig der. Om sejren siger hjemmeholdets forsvarsstyrmand Marco Lund til kanalsport:

-Jeg har det super godt med det (sejren red.), vi kommer jo bagud 1-0 på nogle personlige fejl og det koster. At vi så kan stå så godt defensivt resten af kampen, og vise det fighterinstinkt som vi har og få prikket en enkelt bold ind, og så kæmpe os til et kryds. Før kampen havde vi gerne solgt det for et X, siger forsvarsspilleren.

Et kryds udeholdet Emiliano Marcondes helt sikkert ikke var tilfreds med. Det var ikke godt nok, mener spilleren:

-I det hele taget synes jeg, vi spiller en okay kamp, og vi kommer til mange chancer. I første halvleg har vi 10 chancer og de har to, så at vi kun scorer en i første halvleg, det er lidt skuffende. Jeg synes også vi har chancer i anden halvleg, og kan også lukke det der, og så scorer de på deres første chance.

Altså en tydeligvis skuffet U19-landsholdsspiller, der nu skal bruge et mindre mirakel for at lugte guld. Esbjerg skal nemlig i sidste spillerunde af U19-ligaen møde upåagtede Lyngby, der frister en tilværelse i bunden af rækken. FC. Nordsjælland kan selvfølgelig med en sejr hjemme mod SønderjyskE, gøre deres arbejde færdigt. For Esbjerg’s årgang 1995, var kampen et farvel til den hjemmebane, der i de seneste mange år har været et trygt sted at færdes. Nogle spillere får vi at se i Superligatruppen, mens andre må søge nye græsgange.

 

 

AGF 1-3 SønderjyskE
1-0 Oliver L. Pedersen (første halvleg), 1-1 SønderjyskE (anden halvleg), 1-2 SønderjyskE (anden halvleg) 1-3 SønderjyskE (anden halvleg).

Pinsebold på Fredensvang: Efter en skuffende sæson for AGF’s ældste talenter, skulle man forsøge at slå et hold, der mildest talt har været elendige i indeværende forårssæson. Med blot ét enkelt point i otte kampe, har SønderjyskE været pinlige at følge. Holdet har da også fået frataget sin licens til ligaen, hvilket betyder, at man fra den kommende sæson huserer i divisionen. AGF havde inden opgøret tabt deres seneste tre kampe, så der var i den grad tale om to hold uden selvtillid.

Et afbudsramt AGF-hold startede kampen bedst, og havde i første halvleg teten. Adskillige chancer blev misbrugt, inden Oliver Pedersen med sit tredje sæsonmål indledte scoringen. 1-0 ved pausen, og SønderjyskE var igen, igen bagud.

Som så mange gange før, skulle alvoren først lige gå op for Haderslevdrengene. Efter et indlæg udlignende gæsterne, og så var kampen igen pivåben. Igen var manglende effektivitet foran Jørgen Simon Jørgensens mål afgørende, og i stedet kunne de lyseblå syddanskere afgøre kampen, efter to mål hvor hjemmeholdets forsvar så noget shaky ud.

Da sejrssangen efter opgøret blev sunget, var det med store smil på læben for sønderjyderne. Det var nemlig første gang i hele 2014, at man prøvede det. I sidste spillerunde skal man ude møde guldaspiranterne fra Nordsjælland, hvorimod AGF afslutter sæsonen med en kamp mod FC. København.

 

 

FC. Midtjylland 4-2 HB. Køge
1-0 Mikkel Frankoch (24.), 2-0 Malte Killerich (32.), 2-1 HB. Køge (42.), 3-1 Sigurd Schøndorf (65.). 4-2 Sigurd Schøndorf (72.), 4-2 HB. Køge (79.).

Årgang 1995 skulle i går tirsdag for sidste gang spille ungdomsfodbold, og det kunne de passende gøre med en hjemmesejr mod svanerne fra HB. Køge. En sejr til ulvene og et FCK-nederlag ville sende bronzemedaljerne til den jyske hede, så der var god grund til at være motiverede. HB. Køge blev inden sæsonen ikke spået mange chancer i U19-ligaen, og selvom holdet da også ligger i den tunge ende af tabellen, har man overrasket ved at spille god fodbold, få forholdsmæssigt mange point, og svanernes placering som nummer 10 i rækken er bestemt godkendt. Man har i midtugen i Køge-lejren luftet utilfredsheden med, at man fremover skal spille i divisionen, da man ligesom SønderjyskE har mistet sin licens.

Med tankerne langt væk fra licens og andet gøgl, startede kampen. Det var tydeligt, at hjemmeholdets sortklædte spillere manglede det sædvanlige overskud – i presspillet, pasningsspillet og flere andre vigtige facetter af spillet underpræsterede holdet. HB. Køge var også uinspirerede og manglede kvalitet, så derfor blev kampen en noget rodet affære. Efter 24 minutter, kunne ulvene fra Jylland dog juble, da talentfulde 18-årige Mikkel Frankoch bragte hjemmeholdet i front. Endnu et mål fik drengene fra Ikast, da Malte Killerich med et flot hovedstød bragte margenen op på to. Hvis man nu skulle tro, at kampen var afgjort, skulle man tro om igen. Kort inden pausen, var midtjyderne meget symptomatiske for dagens indsats ganske passive, og så kom førnævnte Killerich til at begå straffespark. Et spark en ung svane nemt omsatte til mål, og med stillingen 2-1 ved pausen, var alt åbent.

Anden halvleg blev Sigurd Schøndorfs. Spilleren scorede to basser, og efter målet til 4-1, var al spænding definitivt ude. I mellemtiden havde en Køge-spiller været så uintelligent, at han havde fået rødt kort og dermed formindsket sit holds muligheder for sejr, et faktum der er vigtigt at få med på en dag, hvor ikke meget ellers fungerede for ulvene. Derfor var det også mærkværdigt, at gæsterne efter at være blevet reduceret til 10 mand, sluttede kampen klart bedst af, og også fik reduceret til stillingen 4-2. Hjemmeholdets træner Kenneth Andersen, var da trods den sikre sejr ikke en tilfreds mand, da han efter opgøret udtalte sig til klubbens hjemmeside:

Det var absolut ikke nogen god kamp. Vores presspil fungerede ikke, og jeg synes vi var dårlige på bolden.

HB. Køge har ligesom ulvene fra Midtjylland nu færdigspillet. En ellers fornuftig sæson blev afsluttet med en skuffende kamp, men det ændrer ikke helhedsindtrykket af, at svanerne hører til i U19-ligaen. Efter dagens kamp tikkede resultatet fra FCK’s opgør mod Lyngby ind, og herunder kan du læse hvorfor, at midtjyderne var glade for resultatet af den kamp.

 

 

Lyngby 3-2 FC. København

Kampen blev spillet efter D’ BOLD’s skribent færdiggjorde sit arbejde, så derfor kan du læse mere om de kongeblås hjemmebane triumf i næste uge, hvor du samtidig kan få svar på, hvordan FCK kunne tabe muligheden for bronzemedaljerne på guldet.

In this article