Filip Mellbin: Fedt at se de andre igen

Filip Mellbin var en af mange unge målmænd, som var mødt op til lørdagens målmandsskole i Givskud, som var sat op af det nye projekt, Keepers Development & Coaching.

Da Fodboldmesse løb af stablen i midten af juni 2014 i Forum, København, fik D’ BOLD lov til at snakke med en ung mand, ved navn Filip Mellbin, på dengang kun 11 år. Unge Filip havde skaffet sig en prøvetræning med Newcastle i England via det gamle Keeper College, og var dengang med spændt på at komme afsted. Det kom dog aldrig til at ske, fortæller den unge målmand, som var mødt op til dagens målmandsskole med Keepers Development & Coaching.

– Det kom jeg faktisk aldrig til. For vi nåede faktisk aldrig til England med Keeper College, fordi det hele tiden blev skubbet, hvilket selvfølgelig er lidt ærgerligt. Men så må vi jo håbe, at jeg kan komme afsted med det nye projekt, fortæller han til dbold.dk.

Keepers Development & Coaching, KD&C, som er det nye ’Keeper College’, holdt altså en målmandsskole for unge målmænd lørdag eftermiddag. Og unge Mellbin var glad for at være med igen, da han også kender flere af de deltagende fra tidligere arrangementer.

– Det var fedt. Fedt at se nogle af dem man har mødt før, som bor i Jylland og på Fyn, og bare være samme med andre, siger Mellbin.

Mellbin synes også det var fedt, at have engelske Darren Hart fra Tophand Goalkeeping fra England med, som han også har mødt flere gange via de forskellige arrangementer. Og drømmen var stadig, som sidst D’ BOLD snakkede med ham, enten at ende i tyske Dortmund eller engelske Manchester City.

14 årige Rasmus Jeppesen fra Dalum IF, var også mødt op, og var kun positiv omkring dagens træning.

– Jeg synes det har været rigtig sjovt, fortæller den unge målmand til D’ BOLD.

Han synes han fik meget ud af den træning, som dagen havde budt på, som også var en del bedre end den, han normalt oplevede i sin lokale klub.

In this article