Andreas Christensen: Han betyder meget for mig

Danske Andreas Christensen er glad for, at John Terry forlængede sin kontrakt med Chelsea FC i sidste måned.

Den nu 33-årige John Terry har været i Chelsea FC siden han var 14 år. Og han er endnu ikke færdig i klubben. I sidste uge kom det nemlig ud, at Terry har forlænget sin kontrakt med Chelsea. Og det er hans danske kollega, Andreas Christensen, glad for.

– Han har stor andel i, hvor godt holdet gjorde det i denne sæson. Ham og Gary Cahill har været sindssygt stærke sammen, og jeg tror alle i klubben er meget glade for, at han forlængede. Det gælder også os unge spillere, fortæller Christensen til bold.dk.

Og selvom Terry er en direkte konkurrent til Christensen, er han stadig glad for, at Terry bliver i klubben.

– Han spiller godt nok på samme plads som mig, men jeg tror det er godt for mig, at han bliver i klubben. Han hjælper mig gerne, eksempelvis er han god til at guide på træningsbanen, ligesom han altid står klar til at snakke, hvis man har brug for det, siger Christensen og afslutter:

– Så han betyder meget for klubben, og han betyder meget for mig.

In this article