Hvorvidt Jacob Barret Laursen fortsætter i OB eller turen går tilbage til Juventus i den kommende sæson er endnu uvist. Der arbejdes dog på en snarlig afklaring.
Det er meldingen fra Barret, efter at Fyens Stiftstidende har fortalt, at det unge talent, angiveligt skulle være tæt på en permanent kontrakt med Superliga-klubben.
– Jeg kan ikke sige så meget, desværre. Lige nu arbejder vi på, hvad der skal ske. Som det ser ud lige nu, koncentrerer jeg mig egentlig bare om min fod, der har været brækket. Det andet kan jeg ikke svare på lige nu, siger Jacob Barrett Laursen til tipsbladet.dk.
– Som jeg har sagt mange gange før, er jeg glad for at være i OB. Det er en god klub med gode spillere, og som det ser ud lige nu, er jeg i OB, og andet kan jeg ikke rigtig fortælle, siger han.
Venstrebackens lejeaftale udløber 1. juli, og hvis ikke en kontrakt med OB kommer i hus, må danskeren tilbage til Italien.
Efter en lang periode på sidelinjen som følge af en brækket fod, er det dog ikke den usikre fremtid, der fylder mest.
– Det er ikke så meget det, jeg har i tankerne nu. Det handler egentlig bare om at komme tilbage på banen og komme i form igen. Det andet skal nok komme, siger han.
Sidste sæson var en blandet fornøjelse for Barret, der har siddet meget ude med skader.
Kontrakten i Serie A-klubben Juventus udløber i 2015 for Barret, der blandt andet har optrådt for det danske U17- og U19-landshold.