Fischer færdig for 2014

Viktor Fischers skade er værre end frygtet. Nu kommer danskeren højest sandsynligt ikke i kamp mere i 2014.

Ajax-spilleren Viktor Fischer pådrog sig i februar en forstrækning i baglåret. I første omgang antog man, at landsholdsspilleren ville nå tilbage og deltage i sæsonafslutningen, men det blev der absolut ikke tale om.

Herefter valgte Ajax at sende Fischer til Göteborg, hvor den dygtige og erfarne kirurg, Leif Swart, skulle operere ham. Operationen betød, at danskeren ville gå glip af sæsonstarten på 14/15-sæsonen, men skaden har vist sig at være endnu værre end frygtet. Fischers ‘healing’ skrider langsommere frem end håbet. Nu er han højest sandsynligt færdig for i år.

– Der kommer til at gå en del tid før Viktor er tilbage. Hver kamp han får før vinteren er fint, men dybest set regner vi først med at se ham tilbage efter vinterpausen, siger Ajax-træner Frank de Boer ifølge klubbens hjemmeside.

Det var i en Æresdivisions-kamp mod AZ Alkmaar, at Viktor Fischer pådrog sig den alvorlige forstrækning.

In this article