19-årige Jacob Barrett Laursen var i sidste sæson udlejet fra Juventus til OB. Her nåede venstrebacken kun et par indhop – samlet 182 minutter – inden han i en kamp mod FC Vestsjælland i foråret var stærkt uheldig at pådrage sig en ankelskade, der holdte ham ude i resten af sæsonen.
Fynboernes sportsdirektør mener dog, at den unge Juve-spiller leverede et godt indtryk i Ådalen, hvor man håber at se ham igen i løbet af sommeren.
– Vi er ikke færdige med at handle. Vi skal have angriber mere til vores trup, og vi er i dialog med backen Jacob Barrett Laursen og håber at kunne lave en aftale med ham, siger sportsdirektør Jesper Hansen til Fyns Stiftstidende.
OB fik ved lejemålet indskrevet en købsoption i backtalentets aftale.