Talenttid 03-06-2014 – Afgørelsens time – Eksklusivt interview med ligatopscorer – bundhold viser tænder

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U17-ligaen:

kilde: dbu.dk
kilde: dbu.dk

Der er spænding i toppen af tabellen. Kampen mellem AaB og Silkeborg var denne spillerundes helt store samtaleemne, da opgøret kunne fortælle os meget om, hvem der kommer til at snuppe medaljerne og ikke mindst titlen som landets bedste U17-hold. D’ BOLD giver dig de fyldige kampreferater fra de sidste syv dages kampe! Læs med:

Fire kampe blev spillet i denne runde. FC. København, Vejle, Esbjerg, Haderslev, HB. Køge, OB og AGF har ikke været i aktion, så deres kampe bliver bragt i næste uges Talenttid. Lyngby har spillet to gange.

AaB 1-0 Silkeborg
1-0 Johan Ejsing (12.).

Rækkens to mest formstærke hold: ubesejrede Silkeborg og guldkandidaterne fra AaB krydsede i denne spillerunde klinger i en kamp, hvor alt stod på spil. Kampen skulle afgøre hvordan holdenes sæson skulle defineres, og man kan med rette sige, at kampen søndag var – hvis ikke den største – så en af de største kampe i U17-ligaen i denne sæson. AaB kunne med en sejr, sætte pres på FC. Midtjylland, der i næste runde møder bundproppen HB. Køge. Holdet havde inden kampen ligesom de unge ulve 51 point, og kun et sølle mål adskilte de to holds målscorer. Silkeborg på den anden side, har med en fremragende forårssæson, hvor de rødklædte med ni sejre og en uafgjort stadig har det første nederlag til gode, imponeret alt og alle. Vandt man dagens kamp, betød det, at man i så fald kunne kravle op og snuse til medaljerne. Helt vanvittigt når man tænker på, at Silkeborg ved vinterpausen lå på en beskeden niendeplads i ligaen.

D’ BOLD havde inden kampen mellem AaB og Silkeborg fat i hjemmeholdets Sebastian G. Andersen. Sebastian er med sine 23 sæsonmål ikke bare topscorer i U17-ligaen, men også arkitekten bag nordjydernes fremragende sæson, og den rejse holdet har været på, efter ved vinterpausen at have været hele ni point bag konkurrenter fra FC. Midtjylland. Topscoreren så inden kampen frem til et intenst og spændende opgør:

-Vi møder som sagt Silkeborg, som er foråets hold med 28/30 point, så det bliver i den grad en svær kamp. De vil gerne spille og frem på banen ligesom os selv. De har et godt sammensat hold, men også nolge gode individuaister som kan afgøre kampen. Vi er forberedt på kampen, og  jeg forventer en spændende og intens kamp. Vi går efter sejren og vi vil dermed også minimum være sikret sølv-medaljer. Det kan kun blive en seværdig kamp når 2 så gode hold mødes, så jeg glæder mig, siger Andersen til D’ BOLD.

D' BOLD tog en snak med U17-ligaens topscorer Sebastian Grønning Andersen (AaB's hjemmeside).
D’ BOLD tog en snak med U17-ligaens topscorer Sebastian Grønning Andersen (AaB’s hjemmeside).

Da D’ BOLD forsøgte at få topscoreren til at gætte på, hvor mange mål han ville score i kampen, svarede den tidligere landsholdsaktuelle noget beskedent:

-Jeg kan ikke sætte et antal på hvor mange mål jeg burde scorer inden en kamp, det må vi se på efter. Jeg håber dog, at vi slutter godt af og vinder over Silkeborg, så vi minimum får sølv og samtidig ligger et pres på FC Midtjylland forud for deres sidste kamp”.

I solskin og med varmgrader der gav anledning til sydlandsk stemning, startede opgøret for snuden af 319 tilskuere. De fleste af disse (må man formode, da AaB var på hjemmebane) kunne være godt tilfredse med hvad de så i første halvleg. Fra starten af kampen var hjemmeholdet i teten, spillet var på holdets præmisser, og med flere store chancer i kampens indledning, var det ingen tilfældighed, at de bolsjestribede efter 12 minutters spil efter en scoring kunne juble. Ved en overtalssituation efter et hjørnespark blev en Silkeborg-spiller overrumplet af en god AaB-kombination, og derefter blev et hårdt og præcist indlæg sendt ind i feltet, hvor Johan Ejsing nemt kunne sætte en inderside på og bringe sit hold i front. Chancerne til værterne hobede sig efter scoringen op, men hverken landsholdsspiller Marco Ramkilde, ligatopscorer Sebastian G. Andersen eller førnævnte målscorer Johan Ejsing formåede at prikke bolden det sidste og afgørende stykke over stregen, i en periode hvor AaB vel og mærke kunne have lukket kampen. Nu skal man ikke tro, at Silkeborg i første halvleg blev udspillet. Selvom det var småsløvt hvad de formstærke gæster i kampens indledning leverede, så blev holdet ved lejligheder trods alt farlige. Kampens mest kontroversielle situation kom i slutningen af første halvleg: Johan Ejsing, en af de mest synlige spillere i dag, headede et hjørnespark i mål. Eller hvad? For til de fremmødtes store forundring forblev dommerens fløjte tavs, noget selv Silkeborg lejren trak på smilebåndet over. Bolden ville ikke ind – for nogen af parterne – så 1-0 ved pausetid.

Efter en tår vand og andet godt, løb spillerne ud til anden halvleg – en halvleg hvor kampbilledet nu var ændret. Silkeborgs profiler var nu vågnet op til dåd. Kasper Dolberg, Nicklas Røjkjær og Sammy Skytte – alle spillere der har været synonymet med den opblomstring drengene fra Søhøjlandet har haft i dette forår – havde chancer til at bringe balance i regnskabet, men ind ville bolden ikke. Allerede efter fire minutters spil af anden halvleg har Silkeborg en stor chance, men ganske uheldigt formåede en af gæsternes spillere at ”redde” bolden fra at gå ind – uheldigt må man sige. Som tiden gik, blev kræfterne tappet ud af udeholdets spillere, og i slutfasen var det således nærmere AaB der via indskiftede Moses Opondo var ved at udbygge føringen, end at det var Silkeborg der var tæt på en udligning. 1-0 blev kampens slutresultat. En kamp der trods Silkeborgs gode anden halvleg, nok ikke vil blive husket som sæsonens bedste kamp for holdet, der i dag indkasserede årets første nederlag.

Nederlaget gjorde, at Silkeborg nu er ude af medaljekampen. Bittert for et hold, der ellers har spillet så flot fodbold i indeværende sæson. For AaB betyder cifrene 1-0, at FC. Midtjylland blot ved en sejr mod bundproppen HB. Køge kan sikre sig mesterskabet. På D’ BOLD tror vi ikke på en gentagelse af diverse guldsange i Nordjyllands hovedstad.

Efter kampen var AaB’s Sebastian G. Andersen – topscorer i U17-ligaen – en glad mand. Angriberen mente, at sejren var fuld fortjent:

-Jeg er rigtig glad, vi spiller en kamp mod en svær modstander som ikke har tabt i år, at vi så vinder 1-0 på et tidlig mål er kun dejligt, og samtidig er vi mindst sikret sølvmedaljer, siger AaB- spilleren.

D’ BOLD bad også den talentfulde offensivspiller om, at sætte nogle ord på, hvad holdet gjorde både godt og mindre godt i kampen. Om det sagde Andersen:

-Vi har ikke ligeså meget boldbesiddelse som vi gerne ville, men jeg føler at vi arbejdet rigtig hårdt i dag. Vores defensiv fungerede, og Silkeborg blev for alvor aldrig helt farlige og skabte de store chancer som kunne have givet dem et mål. Derudover skaber vi heller ikke selv de største chancer og halter lidt efter i 2. Halvleg, men som sagt så arbejde vi hårdt defensivt, men ud fra hele kampen synes jeg at 1-0 er et fair resultat, lød det fra Sebastian G. Andersen.

Spændene bliver det, når FC. Midtjylland møder HB. Køge i den sidste spillerunde. Ulvene er naturligvis storfavoritter, hvilket AaB’s spydspids også da erkender. Angriberen gør dog – som vi også adskillige gange her i Talenttid har gjort – opmærksom på, at U17-ligaen er meget uforudsigelig:

-Vi kan ikke gøre så meget, så vi må bare vente indtil den sidste kamp mellem FCM og HB Køge er spillet. FC Midtjylland har et rigtig godt hold og nogle dygtige spillere, så det vil undre mig hvis ikke de vandt, men nu må vi se, alt kan ske i ligaen, lyder det afsluttende fra AaB’eren.

Nu er der bare tilbage at vente på opgøret mellem ulvene og svanerne. Mon ulvene skræmmer de hårdtprøvede svaner? Vi får se. Silkeborg har kun en enkelt kamp tilbage, inden sommerferien venter. En kamp mod OB er hvad talenterne har tilbage.

 

 

Randers 2-2 Lyngby
1-0 Emil Riis (9.), 1-1 Marcus Backmann (21.), 2-1 Kasper Brøgger (52.), 2-2 Mark Boesen (70.).

Randers har skuffet os på det seneste – ingen tvivl om det. Holdet har i store perioder af sæsonen lignet et hold, der ville køre pokalen i hus, men på det seneste har man smidt dumme point væk, noget der ikke er et guldhold værdigt. De unge heste vidste, at sejr var et krav, da man hjemme tog imod bundholdet fra Lyngby. Gæsterne kunne med et enkelt point sikre sig, at man ikke vil slutte sidst i rækken, så noget havde de kongeblå da trods alt at spille for. Seks sejre ud af 25 mulige var de kolde facts hvis man inden kampen kiggede på lyngbygensernes sæson, og hvis man så dernæst kiggede på Randers’ hjemmebanestatistik, kunne 11 sejre og blot et enkelt nederlag give anledning til nervøsitet hos udeholdets spillere. Endvidere var gæsterne uden sine to U16-landsholdsspillere Jacob Bruun og Adnan Curovic, da begge var med landsholdet i Qatar. Hos Randers var der for en gangs skyld fundet plads til Marius Jakobsen og Thomas Viggers i start 11’eren.

Det startede planmæssigt for topholdet, da topscorer Emil Riis opsnappede en dårlig tværpasning og gjorde det til 1-0. Scoringen blev en sovepude for hestene – Lyngby kom godt igen, for det skræmmer nemlig ikke de unge lyngbygensere at komme bagud, det har man prøvet så mange gange før. Der var optræk til noget farligt, og farligt blev det helt sikkert, da man efter et hjørnespark bragte sig tilbage i kampen: 1-1. Det var Marcus Backmanns knæ der sørgede for udligningen, der samtidig var forsvarsspillerens første sæsonscoring.

Efter pauseteen var drukket, kom spillerne atter i aktion. Det var en tæt affære – måske med et lille overtag til hjemmeholdet, der i hvert fald havde noget at spille for, mens gæsterne faldt en smule i kadence. I en chancefattig periode af kampen, fandt defensivspilleren fra Randers, Kasper Vernersen, flot kantspiller Kasper Brøgger, og sidstnævnte kunne fikst sende bolden i mål til en Randers-føring. Nu skulle sejren bare køres i hus, men det var nemmere sagt end gjort: med ti minutter tilbage af opgøret slap gæsternes talentfulde Mark Boesen godt ud af en situation, hvor han ellers var omringet af tre modspillere. Fra kanten af feltet forsøgte Boesen med et fladt skud, et skud der gik i mål, og så var der endnu engang bragt balance i regnskabet. Efter scoringen trak Lyngby sig fornuftigt nok langt tilbage på banen, og prøvede ihærdigt at forsvare et tiltrængt point hjem. Det lykkedes også, selvom man i dommerens overtid troede, at NU gik det galt. Et straffespark blev begået, men til udeholdets store held, formåede værternes skytte at tordne læderet over mål. Holdene delte i porten, et udfald udeholdet kunne være mest tilfredse med, mens Randers nu højest sandsynligt må tage til takke med bronzen, mens guldet er uden for rækkevide -skuffende. I hestenes sidste kamp skal man ude mod OB forsøge at hente årets sidste tre point

 

 

FC. Nordsjælland 0-1 Lyngby
0-1 Jacob Bruun (12.).

Der var lagt op til lokalbrag på Farum Park, da hjemmeholdets kontroversielle kunstgræsbane lagde ”græs” til opgøret mellem FC. Nordsjælland og Lyngby. Begge hold har og havde ikke det store at spille for, men kampen skulle vise sig, at blive ganske seværdig alligevel. Hjemmeholdet havde inden opgøret ikke vundet siden kalenderen viste april måned, mens Lyngby blot to dage forinden flot og fortjent tilspillede sig det ene point mod topholdet fra Randers.

Flere spillere har været på landsholdstjenester i ugens løb, og det gjaldt blandt andet gæsternes Jacob Bruun, der dog til kampen mod Nordsjælland igen var at finde på dansk jord. Netop Bruun blev en afgørende spiller for Lyngby i dag. Allerede efter 12 minutters spil fandt landsholdsspilleren nemlig vej til nettet, noget der tydede på en god dag for de kongeblå. Således forløb første halvleg som udeholdet ønskede det, mens de unge tigre virkede umotiverede og en anelse opgivende i attitude og kropsprog.

Der var ikke spillet mange minutter af anden halvleg, før dramatik udspillede sig. Simon Vollesen, forsvarsspiller for FC. Nordsjælland flækkede rent ud sagt en modspiller, og ganske rigtigt blev spilleren med sit andet gule kort dernæst præsenteret for det røde af slagsen, hvilket betyder at Vollesen nu har spillet færdig for denne sæson. Skulle man tro, at reduceringen af FCN-spillere nu ville føre til et break-down, ja så skulle man tro om igen. For nu stod værterne sammen, viste god energi og nægtede at overlade initiativet til Lyngby. Man pressede sågar udeholdet langt tilbage på banen, og var flere gange ved at bringe balance i regnskabet. En god Lyngby-keeper og lidt uheld stoppede dog dette fra at ske, men tigrene kan ligegyldigt hvad være stolte af, hvad de præsterede i anden halvleg. Det holdt hårdt for Lyngbys vedkommende, og lidt flovt må det have været, at man blev udspillet i anden halvleg. Udspillet mener FCN U17-træner Kasper Kurland nemlig, at udeholdet blev:

– 10 mand mod 11 overtog vi fuldkommen spillet, og der var faktisk kun ét hold på banen efter pausen. Desværre må vi også konstatere, at vi ikke fik os spillet igennem til den helt åbne målchance, og dermed blev vi straffet hårdt for ikke at investere nok i starten af kampen, er Kurlands vurdering til fcn.dk

For Lyngby var det tredje kamp i streg, at man hentede point. Fremragende at bundholdet efter en horibel sæson kan levere en sådan afslutning på sæsonen. En afslutning der nu betyder, at man med lidt held kan kravle op på en 12. plads i tabellen. Holdet møder i sidste kamp Esbjerg –  det samme gør FC. Nordsjælland.

 

 

 

 

 

Brøndby 0-1 FC. Midtjylland
0-1 Mikkel Duelund (64.).

D’ BOLD’s gode ven Magnus Häuser og de resterende Brøndby-spillere skulle lørdag forsøge at stille noget op mod FC. Midtjylland. Holdet ligger i toppen af tabellen og har været flyvende i indeværende forårssæson, så en svær opgave skulle det nok blive. For at sætte maksimalt pres på AaB havde de unge ulve sat sig som mål, at man skulle bringe tre point med tilbage til heden. Først skulle ulvene dog lige passerer Brønbys vintersigning Viktor Anker, der i dag vogtede buret hos værterne, hvilket han gjorde på glimrende vis. Værterne kom hurtigt på hælene mod et udehold, der med boldbesiddelse og hurtigt pasningsspil styrede kampen. Som det er, er boldbesiddelse ikke lig med mål og chancer, og netop chancefordelingen var da også i første halvleg ganske lige fordelt. Midtjylland havde dog chancer til at være foran med mindst et par pinde ved pausen, men storspillende Anker og målets stolper var i dag imod ulvene. Dermed kunne holdene gå til pause med 0-0 – en kritisk situation for gæsterne, der udelukkende havde de tre point i kikkerten og ikke kunne bruge et enkelt til noget som helst.

Det var en anden halvleg med blot endnu mere pres mod Brøndbys mål. Derfor var det også dømt til at gå galt for hjemmeholdet, der ellers kæmpede heroisk kampen igennem. Galt gik det, da man tillod Rasmus Nissen så meget plads, at han nemt kunne spille gæsternes topscorer Mikkel Duelund helt blank og Duelund udnyttede chancen på flotteste vis, da spilleren med et fladt skud udplacerede den tidligere Næstved-keeper Viktor Anker i målet. Målet var Duelunds 14. i sæsonen, hvilket gør offensivspilleren til den tredje mest scorende spiller i ligaen, ganske gode tal for offensivspilleren. Dermed gjorde Midtjylland arbejdet færdigt, og nu lugter der meget af guld på heden. Holdet kan med en sejr over HB. Køge vinde DM-titlen. Kampen spilles først om to uger, så ventetiden er lang, nærmest uudholdelig for både AaB og selvfølgelig ulvene selv. Brøndby skuffede endnu engang, og man har nu tabt de seneste fem kampe. Utilfredsstillende for sjællænderne, der til holdets forsvar stiller op med ligaens yngste mandskab.

 

 

Det lærte vi:

FC. Midtjylland er snublende tæt på guldet. En sejr mod bundproppen fra Køge burde være en formalitet, og så er holdet danmarksmestre. AaB viste god moral, da man i storkampen mod Silkeborg gav Silkeborg deres første nederlag i hele 2014. Lidt bittert for holdet fra Søhøjlandet, at man nu er uden for medaljeracet. Det er Randers til gengæld ikke, selvom holdets præstationer på det seneste ikke har berettiget til mere end en midterplacering i ligaen. 2-2 mod bundholdet fra Lyngby var skuffende, selvom Lyngby på det seneste ikke har spillet som det bundhold de ud fra tabellen burde være. Holdet har overrasket positivt, og cadeau herfra! Læs med næste gang, når vi er tilbage med flere fyldige kampreferater fra U17-ligaen!

 

Du kan følge Talenttid på Facebook lige her:

https://www.facebook.com/talenttid?fref=nf

In this article