Uffe Bech efter nederlag: Skaber ikke nok chancer

Uffe Bech

FC Nordsjælland spillede i dag første træningskamp før sæsonstart, og det bliver til et skidt 0-3 nederlag til svenske Elfsborg. Offensivspilleren Uffe Bech mener ikke, at Farum-klubben skaber nok chancer.

Der er fuld gang i en masse træningskamp før starten på næste sæson. I går var det så FC Nordsjælland der skulle i aktion, men nordsjællænderne fik ikke den mest optimale start frem mod næste sæson, da svenske Elfsborg slog dem med 3-0.

– Det var en skidt start synes jeg. Det er dejligt at komme igang med at spille kamp, men når det så er sagt, så havde vi ikke mange positive præstationer at tage med herfra. Jeg synes både defensivt og offensivt gør vi det langt fra optimalt. Så vi har noget at arbejde med, siger Uffe Bech til FCN’s hjemmeside.

– Langt hen af vejen er det en lige kamp, men vi mangler noget resoluthed og beslutsomhed i vores eget felt og få clearet bolden. Vi inkasserer to mål i første halvleg på dødbolde, og det er selvfølgelig langt fra godt nok. Omvendt får vi ikke skabt nok chancer i den anden ende og heller ikke puttet dem ind, vi har. Så der er noget at arbejde med, afslutter Uffe Bech.

20-årige Uffe Bech scorede i sidste sæson to mål i Superligaen for FCN.

In this article