Danskerne jubler! – Skal møde England i bronzekampen

Det blev her til aften afgjort at danskerne skal møde England i kampen om bronze ved Open Nordic. Og et ord går igen: Revanche.

Danmarks U17-landshold skal lørdag møde England i kampen om bronze. Det blev afgjort efter at danskerne tabte imod Norge og senere på dagen tabte englænderne imod Sverige. Det giver danskerne mulighed for et godt stykke oprejsning.

Årgangen tabte nemlig sidste år en kamp i England med 4-1, og derfor ville danskerne gerne imod England. De tror nemlig fuldt og fast på at der kan skabes en sejr imod Englænderne. Marco Ramkilde fortalte D’ BOLD onsdag at han ville imod dem, fordi at man stillede med et stærkere hold nu, og torsdag fortæller han klart ved spørgsmålet om, hvem han helst vil møde: “Jeg vil møde England.”

Også forsvarsklippen Adnan Curovic ville helst have revanchen, men han var dog også klar på Sverige: “Jeg er næsten ligeglad hvem vi skal spille imod. Jeg er klar på begge dele”, men efter at været blevet stukket lidt til svarer han: “Ja, jeg var med dengang vi tabte 4-1, så det kunne også være godt at få revanche mod England, men jeg nu stadig intet imod at møde Sverige.”

Også landstræner Jan Michaelsen var mest tilbøjelig til at møde englænderne: “Ja, jeg tror på en god kamp imod dem begge, men det ville være fantastisk at viske det kedelige 4-1-nederlag væk. Så jeg håber på at skulle møde englænderne.”

Alle interviews er lavet inden resultatet mellem Sverige og England var kendt. Kampen mellem Danmark og England skal spilles klokken 12 på lørdag. Kampen spilles på Mosevej Stadion i Kolding.

In this article