Stortalentet Pione Sisto har forlænget sin kontrakt med FC Midtjylland frem til udgangen af 2018.
FC Midtjylland får også i mange sæsoner fremover fornøjelse af Pione Sistos driblekompetencer. Guldfuglen har forlænget sin aftale med ‘ulvene’ frem til udgangen af 2018.
– Han er utrolig dedikeret. Jeg har aldrig mødt en fodboldspiller, som er mere dedikeret til sin sport end Pione. Han er meget professionel, siger sportsdirektør Claus Steinlein til klubbens hjemmeside.
– Pione er et unikt talent. Det bevidste han allerede som ungdomsspiller ved at spille mange gode superligakampe. Han går en stor fremtid i møde, og vi er stolte over at forlænge aftalen med Pione og belønne ham for det gode arbejde, han har leveret.
Sisto viste i sidste sæson prøver på det store talent, hvilket eftersigende har kastet fransk interesse af sig. Sisto glæder sig dog over også i fremtiden at skulle spille fodbold på MCH Arena.
– Jeg er rigtig glad for at have forlænget kontrakten. Jeg er glad for at være i FC Midtjylland, hvor vi har et godt træningsmiljø, og hvor jeg fortsat kan udvikle mig, siger Sisto.
– Det var en fin sidste sæson, men der er fortsat mange ting, som jeg gerne vil blive bedre til. Det er de ting, jeg arbejder på nu. Jeg kan stadig udvikle mig i FC Midtjylland, hvor vi har en god trup og nogle dygtige trænere, og jeg vil arbejde hårdt for at fortsætte min udvikling.
Pione Sisto blev senest kåret til kampens spiller, da FC Midtjylland åbnede Superliga-sæsonen med en 3-1-sejr over Brøndby IF.