“Mini-Ronaldinho” prøver sig af i Sverige

Alexander Jakoben, der som ganske ung blev landskendt som “mini-Ronaldinho,” prøvetræner i AIK Stockholm. 

Det lykkedes ikke for unge Alexander Jakobsen at slå igennem i hollandske PSV Eindhoven, selvom han tilbragte godt tre år i klubben.

Derfor er den teknisk begavet spiller nu på jagt efter en ny klub. Det har bragt ham til Sverige, hvor han nu prøvetræner i hovedstads-klubben AIK. Det er hovedpersonen selv meget fornøjet over.

– Jeg er meget glad for at være i AIK, og det kunne være rigtig stort at spille for en stor skandinavisk klub, fortæller Jakobsen, ifølge Tipsbladet, til AIK’s hjemmeside.

Det er Tobias Ackerman, som er scoutingschef i AIK, der har lokket den unge dansker til prøvetræning.

– Jeg kan huske Alex, da han var en langhåret 12-årig i FC København, og han var den bedste ungdomsspiller, som klubben havde på det tidspunkt. Jeg fulgte ham lidt, da han var i Skandinavien, og på det seneste mere intensivt, siger scoutingchef Tobias Ackerman.

20-årige Alexander Jakobsen blev kendt som “mini-Ronaldinho,” efter han havde optrådt i en TV-reklame.

 

In this article